Bevola undrer sig over kofanger-problematik
I forbindelse med kritikken af, at lastbilers underkøringskofangere skulle være for svage til at standse en bil, der kører op bag i lastbilen, undrer det Bevola, at der ikke før er blevet ændret på disse underkøringskofangere. Virksomheden fra Ringsted er Nordens største forhandler og producent af opbygningskomponenter til lastbiler, hængere og trailere.
EU indførte i 2007 et krav om, at alle lastbiler og lastvognstrailere skulle forsynes med sikkerhed mod underkøring, således at personbiler ikke kunne køre ind under lastbilen eller traileren ved kollision. Det har faktisk været et krav fra EU siden sidste halvdel af firserne, påpeger Bevola - men i 2007 kom der skærpede krav med hensyn til styrke. Blandt andet skulle prøvningsbelastningerne nogle steder forøges med 100 %.
Ved en nylig test foretaget af FDM – sammen med tyske ADAC – fremgik det, at underkøringskofangere ikke beskytter bilister godt nok ved sammenstød.
»Bevola producerer underkøringskofangere både i aluminium og stål. Efter konstruktionen bliver underkøringskofangere afprøvet på en anerkendt prøvningsinstitution, og leveres derfor med prøvningscertifikater. Aluminiumkofangere er fremstillet af aluminium med høj styrke, ligesom stålkofangere er fremstillet i højtryk-stål,« forklarer divisionschef og ingeniør Leonard Jensen Vejlsøe.
At tage et ansvar
Ansvaret ligger hos påbyggerne. Det er dem, der sidder med ansvaret for, at underkøringskofangeren er monteret således, at monteringsfastgørelsen også kan overholde de stillede krav og belastninger - og at den ikke er monteret for højt, så der er chance for at en almindelig personbil kan køre ind under ved kollision.
»Artiklen (i FDM’s omtale, red.) beskriver, at grunden til, at det går galt, er, at underkøringskofangeren er for svag. Her skal man imidlertid skelne mellem selve kofangeren og den måde, den er monteret fast på lastbilen eller traileren via konsoller eller ophæng,« forklarer Bevolas divisionschef.
»Som bekendt er ingen kæde stærkere end det svageste led, og jeg kan kun sige, at vores underkøringskofangere overholder de stillede krav i henhold til direktiverne,« siger Leonard Jensen Vejlsøe.
[add:369]