DEBAT: Undren over ministeren
I anledning af det Grønne Topmøde 15. 01. 2013 skriver jeg til Jer, både som formand for de danske godschauffører, men også som en, der til daglig tjener til livets opretholdelse bag rattet, ude på de danske landeveje.
At miljø og grøn transport er vigtigt, skal der ikke herske tvivl om. Heri er jeg fuldstændig enig. Vi skal værne om miljøet og gennem udvikling og nytænkning sikre både transportbranchen og dens effektivitet men også den luft og det miljø, vi alle omgiver os med.
Men skal det ikke også handle om arbejdsmiljø? Handle om sikring af gode og sunde arbejdsforhold for de enkelte ansatte. Jeg er af den overbevisning, at miljørigtig transport hænger helt naturligt sammen med et godt fysisk arbejdsmiljø.
Men hvor skal pengene komme fra? Investeringer i grøn transport og arbejdsmiljø er bestemt ikke gratis.
Transportbranchen er presset. Mange er helt i knæ og kæmper en hård kamp blot for at overleve. En del er allerede bukket under, og flere taber kampen, uge for uge. Presset af konjekturerne, globaliseringen og en øget liberalisering fra bl.a. EU.
Men også presset helt i bund af speditører og store vognmænd der på kreativ vis udfordrer alt fra cabotageregler, godskørselslov, færdselslov og overenskomster, blot for at tjene en ekstra skilling, helt uden nogen former for moral, etik, endsige samfundssind. Der entreres i stor stil med østeuropæiske chauffører og undervognmænd til rene slavelønninger og under forhold, der langt fra lever op til nutidige forhold.
Det får mig til at stille følgende spørgsmål:
Hvorfor er Mogens Therkelsen med? Var han ikke, som en af hovedkræfterne i ITD, der har set det som sit kald at udflage så mange lastbiler som overhovedet muligt og ydermere rådgiver andre i samme praksis, bedre tjent med at tale Grøn Transport med en tysk, polsk eller måske rumænsk transportminister. Når nu så mange af hans lastbiler er indregistreret der?
Hvorfor taler formanden og medindkalder til dette møde, Anne Kathrine Steenberge, om Danmark som et foregangsland i den grønne omstilling, når hun samtidig bruger et stort antal rumænske chauffører? Og ydermere indkvarterer dem på bl.a. havnen i Aarhus, hvor de måned efter måned bor i lastbilen. Og når de samtidig må bruge samme lastbil til at producere strøm og varme, er det så miljøvenligt?
Og så er der vognmand Kurt Beier i Esbjerg, der levere transportydelser til mangt og mange i hele Danmark, herunder en del medlemmer af DI Transport. Han er, ifølge Trafikstyrelsens egen opgørelse, indehaver af 250 godskørselstilladelser. Samtidig indbetaler han kun arbejdsmarkedspension for 31 ansatte og 4 lærlinge.
Hvordan hænger sammen med godskørselslovens krav om, at der skal lønnes efter gældende overenskomst? Er det fordi han stort set ingen danske ansatte har og udelukkende opererer med polsk indregistrerede lastbiler?
Der kunne stilles mange flere spørgsmål og opremses et utal af eksempler på, hvordan griskhed og skrupelløse bagmænd, med deres handlinger, er ved at smadre et helt erhverv. F.eks. ansættelseskontrakter med på lønninger helt ned til 67 kroner om dagen!
Og alt sammen godt hjulpet på vej af en meget liberal dansk fortolkning af EU´s Forordning 1072 om Cabotagekørsel, der, helt uforstående for undertegnende og mange andre, gør det muligt at køre dag efter dag, uge efter uge, med udenlandske lastbiler og chauffører, til stor skade for hele det danske samfunds økonomi.
3F og DTL har i deres rapport fra efteråret 2012 dokumenteret, at det koster statskassen 266.000 gode danske kroner, hver gang en udenlandsk og ofte underbetalt chauffør erstatter en dansk. Indenfor de sidste 3 – 4 år er det sket næsten 9.000 gange! Det er næsten 2,4 milliarder gode danske skattekroner. Hvilken finanslov ville det ikke pynte på?
Hvis vi nu beholdt de job på danske hænder. Og hvis alle drev virksomhed ud fra en sund moral og god etik, kunne vi så ikke skabe en branche med en bedre økonomi? En økonomi der så kunne bruges til at investere i grøn transport og et godt arbejdsmiljø.
Lad mig slutte med at udtrykke min undren.
Jeg undres over at ikke hele branchen er inviteret til et Grønt Topmøde. Grøn Transport gælder vel hele rundt? Fra speditør over vognmand til chauffør. Fra producent over transportkøber til forbruger.
Men hvor er 3F, og hvor er DTL? 3F repræsenterer da chauffører og lagerarbejdere, der håndterer og transportere de varer, der flyttes rundt i det ganske danske land. Og for DTL´s vedkommende, der taler på vegne af størstedelen af de danske vognmænd. Hvorfor er de ikke med? Er de ikke en del af branchen?
Harald Fabricius
Formand for
Landsklubben
Danske Godschauffører under 3F
[add:38]