Russerne tog føringen
Den russiske Kamaz-bil med Eduard Nikolaev bag rattet tog føringen i årets Dakar-rally på gårsdagens 9. etape, hvor alt gik galt for favoritten, den forsvarende Dakar-mester Gerard de Rooy fra Ivecos team.
Efter et teknisk uheld måtte hollænderen vente tre kvarter på en servicebil, og siden fulgte bl.a. en punktering og en knust forrude, inden de Rooy kørte fast i en slugt og måtte trækkes fri. I alt kostede eventyret et tidstab på halvanden time til hollænderen på etapen, der blev vundet af tjekkiske Ales Loprais i en Tatra-lastbil.
Det er dog Kamaz-bilen med Nikolaev, der nu er nr. 1 i den samlede stilling – 17 minutter foran en anden Tatra-bil, 33 minutter foran en anden Kamaz og 59 minutter foran Iveco’en med Gerard de Rooy.
»Det ser meget svært ud, men det er ikke umuligt. Jeg vil gøre mit bedste,« sagde en slukøret Gerard de Rooy efter etapen om muligheden for at genvinde Dakar-rallyet, der slutter på lørdag i Chiles hovedstad, Santiago.
[add:369]