DEBAT: Svar til Antoni
Mit og millioner andre EU-borgeres problem, både dem i øst og vest, er, at EU's overklasse, "ejerne og aktionærene af Europas store virksomheder", vil have mest muligt arbejde for færre mulige penge, og derfor arbejder deres lobbyister på højtryk på de bonede gulve i Bryssel for hurtigst muligt at få gennemført den liberalisering, som alle egentlig ønsker, og som også er meningen med EU, men det skal være i et tempo, så alle kan følge med.
De nye EU-landes befolkninger er velkomne til at arbejde i hele EU, som jo er deres gode ret, men det skal være efter de løn og arbejdsvilkår, der gælder i de lande, de arbejder i, og ikke de lande, de kommer fra.
Et godt eksempel på overklassens jagt efter billig arbejdskraft er de forhandlinger, der foregår i øjeblikket imellem Grønland/Danmark og Kina (ved godt, at det ikke har noget med EU at gøre), men det kunne måske også forekomme inden for EU's grænser.
Som det er nu, sker der et groft misbrug af øst-landenes lønmodtagere, og det gælder inden for alle fagområder. Arbejdsgiverne opretter vikarbureauer, eller man "ansætter" dem som selvstændige, arbejdsgiverne opnår på denne måde lønninger helt ned til 6-7000,- om måneden, og man undgår herved også at have noget som helst ansvar over for de "ansatte". Disse forhold ønsker EU's borgere ikke, hverken i øst eller vest.
Du mener, at omfanget af cabotagekørsel er minimalt - jeg er ikke enig. Det er vanskeligt at vide, hvor meget cabotagekørsel der bliver udført her i Danmark, da de oplysninger, myndighederne har til rådighed omkring det, kommer fra de vognmænd, der også bruger cabotage-reglerne. Det svarer jo til, at man sætter ræven til at vogte høns.
De udenlandske lastbilers andel af kørslen, især med skibscontainere, til og fra Aarhus' og Fredericias havne er meget omfattende. Jeg tør godt påstå, at det er over 30 procent - det er en påstand, ja, men myndighederne kan meget nemt lave en optælling fra de nævnte havne, så tror jeg, min påstand bliver bekræftet.
Det der med at " slå tiden ihjel" rundt omkring i Europa er også et meget godt eksempel på den forskel, der var på os, der gjorde det dengang - vi havde penge på lommen, så der var ikke de store problemer med det - og så de forhold, som østchaufførerne må finde sig i i dag, hvor de bliver underbetalt på det groveste, så de hverken har råd til at gå ind et sted for at få noget spise eller for at få et bad.
Til sidst ville det være meget interessant, hvis nogen vil oplyse mig og andre om (det havde jeg forventet efter mit efter tidligere indlæg her på lastbilmagasinet.dk), hvordan det forholder sig med syn af de lastbiler, der aldrig kommer til deres hjemlande - det er jo ikke uvæsentligt af hensyn til trafiksikkerheden.
Antoni mener, der er mange kontroller, og hvis man bliver tjekket engang imellem ude på landevejen, mener Antoni måske, at det ikke er så vigtigt med det årlige syn? Det er i øvrigt tre år siden, jeg sidst var i en kontrol.
Leif Therkelsen
Stationsvej 13
6622 Bække
Ja, Kristian Antoni, jeg har ingen problemer med at forstå, hvad det er, du prøver at fortælle os allesammen, og på flere punkter kan du da også have helt ret.
Der er dog lige et par ting, som du sikkert vil give mig ret i, nemlig at der er forskel på, om der gøres, som du gør, at "stjæle" et job fra en irer, og på at gøre dette til en "dumpet" underpris, eller om du blot indgår i en arbejdsstyrke på lige vilkår.
Håndværkeren, der i sin tid drog ud i verden og fik "fede" fradrag, blev jo samtidig betalt med "hjemlandets" høje løn og var derved på ingen måde en "konkurrent" til den lokale håndværker o.s.v. Faktisk en omvendt situation.
Så er der lige cabotagen, som du mener er minimal. Nu ved jeg så ikke lige, hvad det er for tal du har, for her i Danmark, hvor problemet er reelt nok, har vi flere forskellige tal, afhængig af, hvem der tæller op, og hvordan der tælles op.
Dan F. Jørgensen
Løkkehøj 2 e
5471 Søndersø
Jeg kan oplyse Leif og andre om, at mange østbiler faktisk får deres biler synet her i DK. Dette gælder bla. mange af de biler, der kører for DSV.
Det kan ved selvsyn opleves hos bilsynet på Korsvej i Kolding, hvor div. nationaliteter ofte holder og får synet. Hvordan det kan lade sig gøre, aner jeg ikke.
Vognmand Helmuth Rhode Nissen
Mellemvej 4
6541 Bevtoft
[add:378]