Stor interesse for gas-møde
I dagene 30. januar til 1. februar samles store dele af transportsektoren til konference i Skive. I forbindelse med konferencen arrangerer Transportens Innovationsnetværk (TINV) en workshop med titlen ”Opstart af dansk netværk for gas til transport”. Netværket skal give vognmænd og andre relevante aktører et indblik i emnet og besvare spørgsmål som: hvad er status mht. gas til transport og hvordan kommer udviklingen til at påvirke fx vognmændene?
Med godt to uger til kick-off møder konferencen i Skive stor opbakning fra transportsektoren – både herhjemme og i de andre skandinaviske lande, oplyser arrangørerne. Med pt. 175 tilmeldinger og en udstilling, hvor flere af de store spillere fra bilindustrien deltager, ser man frem til, at konferencen, og de dertilhørende arrangementer, snart løber af stablen.
Projektkoordinator og konferencearrangør, Steen H. Hintze fra Energibyen Skive/Projekt Implement, har svært ved at skjule sin begejstring:
»Vi er meget tilfreds med antallet af tilmeldinger. Vi synes, at vi har lagt et rigtig godt program og arrangeret en spændende og interessant udstillingen hvor deltagerne får syn for sag, når vi snakker gas til transport. I udstillingen deltager bl.a. Volvo Lastbiler, Mercedes, Volkswagen, Fiat og Subaru, plus norske, svenske og danske leverandører af fyldestationer, opgraderingsanlæg osv. Programmet for konferencen indeholder desuden oplæg fra Klima-, Energi-, og Bygningsminister, Martin Lidegaard, og kombinationen af program og udstilling giver deltagerne mulighed for at få et indblik i, hvad situationen er pt., hvor vi bevæger os hen i fremtiden, og hvad det vil kræve af både transportsektoren og de øvrige myndigheder for at kunne følge med i udviklingen,« siger Steen H. Hintze.
Opstart til gas-netværk
»Hvad angår krav til transportsektoren og viden om udviklingen på området ”gas til transport” ser man fra Transportens Innovationsnetværks, TINV, side et behov for at sprede og indsamle viden om emnet hos transportbranchen. Gas til transport er for de fleste, et komplekst, og til tider uoverskueligt, emne, forbundet med høje omkostninger for fx vognmændene. I TINV oplever vi en stigende interesse fra transportsektoren ift. gas til transport. Tanken med netværket er at imødekomme interessen og skabe et upolitisk forum, hvor vognmænd og andre både får og deler viden og erfaringer på området. Derudover er hensigten med netværket at få et overblik over, hvad man fra branchens side ser af problemstillinger, der bør løses, inden en eventuel overgang fra de kendte flydende fossile brændstoffer til gas og biogas,« siger fagkoordinator for landtransport ved TINV, Lars Overgaard.
Innovation er et af midlerne
Erik Østergaard, bestyrelsesformand for Transportens Innovationsnetværk (TINV), opfordrer hele transportsektoren, herunder både transportørerne og transportkøberne til at deltage i konference og i workshoppen ”Opstart af dansk netværk for gas til transport” den 30. januar i Skive. Erik Østergaard udtaler:
»Deltagelse giver altid indflydelse samt viden, og netop derfor opfordrer jeg alle interesserede til at deltage og lade sig inspirere og få viden.«
[add:384]