Gebyr sænkes
Fra nytår er det blevet lidt billigere at være vognmand, som kører med fødevarer og foder i Danmark. Fødevarestyrelsen har nemlig sænket gebyret for fødevaretransportører fra 1.204 kroner til 903 kroner. Samtidig er taksterne på foderstofområdet blevet reduceret med 0,7 procent.
"Vi glæder os over, at Fødevarestyrelsen sparer og effektiviserer, og at det gavner vognmændene i form af lidt lavere gebyrer," siger specialkonsulent Camilla Wiig fra vejgodstransportens brancheorganisation ITD.
Fornuftige kontroller
Fødevarestyrelsen får også mulighed for at sænke antal kontrolbesøg i fx lagervirksomheder, som kun har få fødevarer på lagerhylderne, og hvor styrelsen vurderer, at risikoen for fødevaresikkerheden er mindre.
"Vi er tilhængere af risikobaseret kontrol, hvor de virksomheder, som udgør en mindre risiko, også skal kontrolleres mindre. Det er sund fornuft, og alle parter sparer tid og penge," siger Camilla Wiig.
Den nye bekendtgørelse med de ændrede satser trådte i kraft ved årsskiftet.
[add:384]