23948sdkhjf

Ny Volvo udfordrede designerne

Fra det første pennestrøg på tegnebrættet til den færdige lastvogn tog processen lidt over fem år. Mange tusinde timer og mindst lige så mange beslutninger og procedurer senere var den endelig klar – den nye Volvo FH.

»Vores udfordring som designere var at skabe noget, der var spændende og nyt, men samtidig bibeholde og videreføre alle de elementer, der var så populære i den gamle model,« fortæller Rikard Orell, designchef hos Volvo Trucks.

[pic:18968]I praksis betød det, at designgruppen med base i Göteborg skulle finde løsninger, hvor samtlige enkeltdele på lastvognen hang elegant sammen og skabte ét fælles udtryk. Designgruppen granskede hver eneste synlig flade minutiøst, både indeni og udenpå. Og de gjorde det samme ved knappernes og kontrolelementernes lyde og overflader, tekstilernes struktur og belysningen i førerhuset.

»Man støder ofte på den misforståelse om design, at det udelukkende handler om udseende, farver og former, men virkeligheden er, at form og funktion altid skal følges ad. Det er designerens opgave at finde løsninger, hvor alle lastvognens dele – både hardware og software – flyder sammen i én sammenhængende visuel og funktionel enhed,« forklarer Rikard Orell.

I en af designprocessens tidlige faser skulle designgruppen finde et udtryk og en identitet til den nye lastvogn. Formerne og linjerne blev overdrevet for at finde det overordnede visuelle budskab, som gruppen ville have igennem.

»Det første, vi diskuterede, var de forskellige tekniske krav, men grundlæggende handlede konceptfasen hele tiden om at forbedre førerhuset og skabe mere plads i det,« fortæller Rikard Orell.

Inspireret af chaufførerne

[pic:18965]Asok George, ledende eksteriørdesigner hos Volvo Trucks og medlem af designgruppen, husker, at designarbejdet med den nye lastvogn begyndte med en pen og en tegneblok. Og han fik masser af plads til at lade fantasien blomstre.

»Jeg lod mig inspirere af alt fra ny teknologi og naturen til Volvos historie og skandinavisk kultur og design, men min klart største inspirationskilde var de chauffører, der faktisk bruger vores lastvogne,« siger han.

Som arbejdet skred frem, blev skitserne til computermodeller, og designet fik gradvist mere realistiske linjer.

[pic:18967]»Når det drejer sig om design, handler det ofte om de små detaljer. Når man ser på lastvognen, skal den have en form, som instinktivt føles helt rigtig,« siger Asok George.

»Det er grundformen, hvordan den står på vejen og dens proportioner, der er afgørende. Alle linjer og kurver skal flyde naturligt, og der må ikke være noget, der forstyrrer øjet,« siger han.

For at opnå dette benyttede designgruppen fysiske modeller af ler, både i fuld størrelse og skalamodeller.

[pic:18969]»For selvom moderne computerprogrammer hjælper designeren til at visualisere sine visioner og ideer, er de virtuelle redskaber ikke altid nok,« forklarer Asok George.

»Foran computeren bruger designeren i højere grad sine analytiske evner, men når man arbejder med lermodeller, er det mere følelsesbetonet. Det hele kommer fra hjertet. For mig er det kombinationen af de to arbejdsmetoder, der giver perfekt design,« siger han.

Alt skal passe sammen

Når det så er sagt, er det klart, at den kreative del af designarbejdet med en ny lastvogn ikke er det hele, selvom det er vigtigt. Kravene til køretøjets udseende skal også være forenelige [pic:18970]med en lang række tekniske specifikationer og krav fra lastvognens driftsmiljø – eksempelvis at den nye FH skal have et større førerhus end forgængeren for at øge både komforten og chaufførsikkerheden.

For at få et overblik over chaufførernes behov var en meget vigtig del af designprocessen de såkaldte »driver clinics«, hvor der blev interviewet chauffører på rastepladser i hele Europa. De fik lov at sidde i tidlige modeller af den nye Volvo FH, og deres feedback blev herefter brugt til at forfine og tilpasse designet, så det opfyldte chaufførernes behov.

»Det er underordnet, hvor mange dygtige designere eller ingeniører vi beskæftiger hos Volvo Trucks,« siger Claes Hillén, der er chef for Volvo Trucks' driver clinic-program.

[pic:18971]»Vi kan aldrig få en nøjagtig forståelse af, præcis hvordan chaufførens arbejdsdag ser ud. Den eneste måde at få et indblik i deres hverdagsliv på er at spørge dem,« siger han.

I alt blev der gennemført interviews med mere end 2000 chauffører over en femårig periode, hvilket i alt giver flere hundrede års førstehåndserfaringer med lastvognskørsel.

Et af chaufførernes klare ønsker var flere og større opbevaringsrum. Det betød, at førerhuset skulle gøres større. Og dét betød til gengæld, at de meget karakteristiske skrånende A-stolper, som var et kendetegn for den gamle Volvo FH, blev nødt til at være mere opretstående. Designholdet arbejdede derfor hårdt på skrånende linjer og tag for at bevare den dynamiske FH-profil.

Det, design handler om

Resultatet er, at førerhuset nu er en kubikmeter større og har 300 liter ekstra opbevaringsplads. Det betyder også, at førerstolen kan køres yderligere fire centimeter bagud, og at der er mere overlevelsesplads end nogensinde før i tilfælde af en ulykke.

»For mig er det præcis dét, design handler om: at sikre, at det produkt, vi skaber, faktisk er skræddersyet til behovene hos netop de personer, der skal bruge det,« siger Rikard Orell.

»Det betyder, at vi ikke kun skal træffe de rationelle valg, for mennesker er ikke kun rationelle – vi ligger også meget under for vores følelser. For chaufføren handler det om at kunne bo og arbejde komfortabelt i lastvognen, men det handler også om stoltheden over sit fag. Lastvognens funktionelle og dynamiske design har til opgave at bidrage til det,« tilføjer han.

[pic:18966]Et andet eksempel på, hvordan form og funktion går hånd i hånd for at forbedre sikkerheden i lastvognen, er sidespejlene. På den nye model sidder de på slankere arme end tidligere, og det store spejlhus omkring selve glasset er væk.

»Denne løsning fjerner en masse blinde vinkler for chaufføren, så det giver masser af sikkerhedsmæssige fordele. Desuden synes jeg, at det nye design ser væsentligt bedre ud,« siger Rikard Orell.

Under designprocessen var det vigtigt at huske på, at den nye lastvogn skulle bevare sin karakteristiske Volvo-profil. Det typiske Volvo-design med rødder i afdæmpede skandinaviske farver, enkel elegance og effektive linjer spillede en vigtig rolle.

»Resultatet er en lastvogn, der er ærlig, ligefrem og uden unødvendig udsmykning. Alt, hvad du kan se, har en rolle at spille. Vi har ændret stort set alting på den lastvogn, men det er alligevel lykkedes os at nå vores mål: at bevare arven fra den gamle FH og samtidig give den nye lastvogn en mere rolig og selvsikker holdning,« afslutter Rikard Orell.

[add:329]

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063