FDL: Stram loven op
»Det er jo fuldkommen forrykt, at vi, i en tid, hvor der fra alle sider tales om at vi skal højne trafiksikkerheden, stadig har en ældgammel regel om, at en havareret bil må holde i motorvejsnødsporet i 24 timer. Jeg ved ikke, hvad myndighederne tænker på, men de beder jo næsten selv om, at der skal ske ulykker. Og det er noget af et under, at der ikke sker flere uheld, end dem, vi hidtil har oplevet.«
Så klart skærer kontorleder Jens Groot, Frie Danske Lastbilvognmænd, FDL, tingene ud over for FDL-Nyt oven på Lastbil Magasinets omtale af ulykken fra Randers i sidste uge, hvor en tysk lastbil holdt i krybesporet i timevis, inden det blev torpederet af en anden lastbil.
»Jeg er udmærket klar over, at mange af de udenlandske chauffører kommer fra en anden kulturbaggrund, end vi har herhjemme, men det fritager dem jo ikke fra ansvaret, hvis de på en eller anden måde havarerer, så de er tvunget til at holde i nødsporet. Det er i FDL´s verden naturligt straks at ringe efter den fornødne hjælp, så man mindsker den periode, hvor vogntoget er tvunget til at holde i nødsporet,« siger Jens Groot.
»Der er heller ingen grund til at lægge skjul på, at et havareret vogntog, som det vi har oplevet ved på E45 ved Teppestrup, efter FDL´s opfattelse heller ikke fritager den speditør eller kørselsrekvirent, i dette tilfælde Frode Laursen Group, for medansvar. Det er naturligvis først og fremmest chaufførens ansvar at få meddelt politiet, Falck eller andre med kran- og bugseringsservice, at der er sket et uheld, og at vogntoget holder i et nødspor. Man må formode, at chaufføren ringer til sin kørsels-rekvirent, som så omgående burde gå i aktion for at sikre, at vogntoget snarest muligt bugseres væk fra nødsporet. Vi forsvarer på ingen måde chaufføren, men der er flere sider af samme sag, og det forstærker vores opfattelse af, at der bør være et lovkrav om, at kørsels-rekvirenten er medansvarlig og at kørsels-rekvirenten træder i karakter og sørger for at tilkalde den nødvendige hjælp,« siger kontorlederen fra FDL.
»Når dette er sagt, må vi også give politiet en over næsen, for det kan ikke være rigtigt, at patruljeringen er så sporadisk, at biler i dagevis kan holde i nødsporet uden at der sker noget. At Vejdirektoratet tillader havarerede biler at holde 24 timer i nødsporet, er også helt ude i hampen. Hvad tænker de på bag de fine skriveborde? Det med de 24 timer i nødsporet, er mindst lige så tåbeligt, som de havarerede biler, man med jævne mellemrum placerer i en grøftekant eller på en mark op til vejnettet. Hvis de kloge hoveder virkeligt tror, at disse ”arrangerede havarier” er til skræk og advarsel, tror de helt forkert. Det øger snarere risikoen for flere uheld, fordi mange bilister er så nysgerrige, at de pludseligt sætter farten ned, og så opstår der let en kigge-kø. Så det er på tide, Justitsministeren virkeligt strammer op,« mener Jens Groot.
[add:38]