Fransk støtte i cabotage-spørgsmål
Den franske vognmandsorganisation FNTR holdt sin årlige kongres i sidste uge, og her blev den franske transportminister Frédéric Cuvilliers udmeldinger modtaget med stort bifald af forsamlingen. Den socialistiske transportminister meddelte nemlig uden tøven, at han vil kæmpe imod yderligere liberalisering af cabotagekørslen i EU. Dette havde ministeren i øvrigt allerede meddelt i Bruxelles til transportkommissær Kallas, oplyser DTL.
NLA-direktør Søren H. Larsen, der var med på kongressen, anser det for usædvanligt, at en socialistisk fransk minister får et sådant bifald med på vejen af franske virksomhedsejere.
Franske vognmænd under pres
»Det er helt tydeligt, at cabotagekørslen også kan mærkes på det franske transportmarked, og at franske transportvirksomheder føler, at de er under et voldsomt pres som følge af den liberale håndtering af EU's cabotageregler,« udtaler Søren H. Larsen og uddyber:
»De franske virksomheder lider generelt under dårlig konkurrencevene på grund af bl.a. loven om 35-timers arbejdsuge. Formanden for FNTR Jean-Christoph Pic lagde i sin tale ikke skjul på behovet for, at den franske stat gør noget for at forbedre konkurrenceevnen også for vognmænd.«
[add:38]