Koblinger går nu som smurt
Foldingbro Vognmandsforretning er blandt de første i Danmark til at ibrugtage VBG-systemet MechMatic, som med luft og olietåge rengør og smører forvognens kobling helt automatisk under kørslen. Det ser man store fordele i hos vognmandsfirmaet i Sydjylland.
»En af MechMatic-enhederne er monteret på en helt ny bil, som netop er leveret, mens de to øvrige er eftermonteret på eksisterende biler. Vi har valgt MechMatic, fordi systemet gør livet lettere og reducerer omkostningerne til vedligeholdelse,« fortæller vognmand Per Sørensen.
Foldingbro Vognmandsforretning beskæftiger sig udelukkende med dyretransport. Det betyder, at bilerne normalt bliver vasket flere gange dagligt.
»Når kæretrækkene er våde meget af tiden, og der samtidig er en del daglige til- og frakoblinger, er behovet for vedligeholdelse stort. Men koblingerne på vores Scaniaer sidder langt inde under karrosseriet og er vanskeligt tilgængelige. Derfor var det sin sag at få dem smurt så meget, som de burde,« siger Per Sørensen, der forventer, at systemet hurtigt vil tjene sig hjem.
»Alt vores materiel er luftstyret. Ved hårdhændet brug og manglende vedligehold ryger der nemt et koblingshoved i ny og næ, og faktisk tjener bare et enkelt sparet hoved systemets pris hjem. Desuden letter det sammenkoblingen, når grejet er ordentlig smurt. Det gælder ikke mindst i vintervejret,« siger han.
[add:338]