Vognmænd: Udlændinge blæser på miljøzonen
Udenlandske lastbiler og busser kan nærmest risikofrit køre gennem miljøzonerne i de danske byer. Sandsynligheden for at blive taget er lille. Skulle det endelig ske, at en p-vagt formaster sig til at notere en enkelt, kan man være næsten helt sikker på, at sagen bliver efterforsket af politiet ind til den er forældet.
Sådan lyder budskabet i hvert fald fra Kjøbenhavns Vognmandslaug, der ved selvsyn er gået på opdagelse blandt busser og lastbiler i hovedstaden for at kigge efter miljømærke og efterfølgende indhentet tal fra Københavns og Frederiksberg Kommuner.
I de to kommuner er i alt 33 udenlandske køretøjer noteret på bødeblokken for at køre uden miljømærke, mens kun fem danskere er gået i miljø-fælden. Det giver stof til eftertanke hos oldermand Jørgen K. Jensen fra Kjøbenhavns Vognmandslaug.
Konkurrenceforvridende
»Det er igen et eksempel på de meget konkurrenceforvridende vilkår, som dansk vognmænd udsættes for. Nu skal vi ikke kun konkurrere på arbejdsløn, nu skal vi også konkurrere på bøder. På den måde medvirker staten indirekte til at flytte job fra Danmark,« siger Jørgen K. Jensen og fortsætter:
»Vi har forståelse for nødvendigheden af miljøzonerne. Vores medlemmer har foretaget meget store investeringer for at leve op til miljøkravene i en tid, hvor det i forvejen er vanskeligt at få en god forretning i transportbranchen. Vi har derimod ikke megen forståelse for, at P-vagterne på deres egen nidkære kontrolmåde finder alle danske biler, men som vores undersøgelse viser, i stor udstrækning lader udenlandske køretøjer passere gennem deres net. Vi må have P-vagterne til at koncentrere sig om det de er gode til, nemlig at tjekker ulovlig parkerede biler, og så lade politiet foretage den nødvendige miljøkontrol af de tunge køretøjer. De har magtmidlerne til at tilbageholde et udenlands køretøj til bøden er afregnet. Dermed slipper politiet for en stor og tidskrævende såkaldt ”efterforskning” og der er igen skabt lighed for loven,« lyder salutten fra Jørgen K. Jensen.
[add:329]