Iveco-mekanikere dystede i Torino
Fredag d. 19. oktober kl. 08.20 lettede SAS rute SK1685 fra Kastrup lufthavn med retning mod Malpenza (Milano), Italien. Om bord befandt sig tre mekanikere fra Ivecos netværk i Skandinavien og Lars Obel fra Technical Helpdesk, Iveco Nordic.
Formålet med rejsen var, at de tre mekanikere, der var de højest scorende mekanikere fra Ivecos DEEC-project i Skandinavien, skulle til Ivecos hovedsæde i Torino og deltage i den europæiske finale kaldet Iveco Service Challenge.
Iveco Service Challenge blev afholdt fredag eftermiddag og bestod af en praktisk test og en skriftlig test. Den praktiske test skulle udføres på Ivecos lastvognsmodel ”Stralis” og bestod af fem opgaver til hver deltager. Den teoretiske del af testen bestod af 50 spørgsmål, der omhandlede det komplette Iveco vare- og lastbilprogram.
[pic:18821]Lørdag bød på en tur til Fiat-gruppens kæmpe testcenter, Balocco, som ligger ca. 60 km fra Torino. På Balocco stod programmet på team-building med bl.a. quad-bike, go-cart, pocketbike, væddeløb med rundballer, segway, pedal go-karts og katapultskydning.
Weekendens arrangement blev afsluttet med en formel gallamiddag i Fiat Industrial Village, hvor kåringen af årets vinder af Iveco Service Challenge Award fandt sted.
Desværre vandt ingen af de skandinaviske deltagere, da en hollænder i år havde den allerbedste score og løb af med sejren; men alle deltagere rejste fra Torino fulde af oplevelser og med et ekstra drive for at holde sig 100% opdateret inden for deres fag.
[add:338]