Elektroniske fragtbreve på vej
I dag skal lastbilernes fragtbreve være på papir, og det er både gammeldags og besværligt. Men nu tyder alt på, at en digital version bliver lovlig. Det skaber glæde i transportbranchen, hvor den papirløse dokumentation har været efterlyst i årevis.
Et lovforslag om elektroniske fragtbreve ruller igennem Folketinget i november, og nu ser det ud til, at de elektroniske fragtbreve – E-CMR - er klar fra starten af det nye år.
Fragtbreve har oplysninger om alt det gods, en lastbil har med, lastbilens nummerplader, navn på vognmanden og så videre. Oplysningerne er bevis for, hvad der er sket og aftalt på godsture.
I stedet for at de store supermarkedskæder og fabrikker har hver deres fragtbreve, vil det kunne køre mere simpelt med et fælles og digitalt fragtbrev. Det vil gøre det meget mere overskueligt for chaufføren og transportkøberne.
Også ved cabotageture, hvor udenlandske lastbiler må køre tre indenrigsture inden for en uge, kan fragtbrevene være dokumentation for, at alle regler og love er overholdt.
»Informationen i et elektronisk fragtbrev er i princippet de samme oplysninger, som politiet og myndighederne kræver ved kontroller af cabotagekørsel. Vognmænd og chauffører kan undgå bøder og straffe for menneskelige fejl og forglemmelser, hvis de husker at udfylde et fragtbrev ved hver tur,« siger Birthe Boisen, chefkonsulent i ITD.
[add:369]