Smart nyt tankanlæg
Det var et historisk spadestik, der blev taget, da det 40 år gamle tankanlæg hos Aalborg Kommunes entreprenørenhed blev skiftet ud i april 2012 – og et nødvendigt spadestik ifølge tekniker Bjarne Svane fra Entreprenørenheden.
»Vi skiftede vores gamle anlæg af flere årsager. Det var ikke kun nedslidt, det kunne heller ikke længere opfylde miljøkravene eller vores krav til kapacitet. Derfor gik vi i gang med at kigge efter et nyt.«
I samarbejde med OK gik planlægningen og byggeriet i gang. Aalborg Kommunes medarbejdere har alle et personligt nøglekort med indbygget chip. Det system ønskede Bjarne Svane også at anvende som tank-ID. En løsning, der krævede lidt ekstra arbejde. Men det lykkedes og i dag, når tankanlægget læser den enkelte medarbejders chip, og medarbejderen taster vognnummeret, så ved anlægget, at det fx er diesel, der skal tankes, og dermed er det kun dieselpumpen, der låses op. På den måde undgår man at komme til at tanke et forkert produkt. Det uheld kunne ske på det gamle anlæg, og når det skete, var det en dyr affære.
Entreprenørenheden dækker bredt i Aalborg Kommune.
»Groft sagt, kan man sige, at vi er den udførende del. Det er vores opgave, at kommunens anlæg og veje bliver vedligeholdt. Vi driver også de tre kommunale kirkegårde i byen. Derfor råder vi stort set alle former for køretøjer. Feje-suge biler, rendegravere, lastbiler, traktorer, varebiler osv. Vi har mellem 300 og 400 køretøjer i alt. Det er dog ikke alle, der tanker ved vores anlæg på Hattemagervej,« fortæller Bjarne Svane.
[add:329]