DTL glad for succes med danske modulvogntog
Branche- og arbejdsgiverorganisationen DTL glæder sig over Vejdirektoratets konklusion om, at det danske forsøg med modulvogntog, som har kørt i snart 4 år, har været en succes, også samfundsøkonomisk – og at der fortsat er stor interesse for at deltage blandt transportvirksomhederne.
»DTL glæder sig over Vejdirektoratets konklusion, som er helt på linje med, hvad DTL hele tiden har meldt ud, og hvad vi forventede ville blive resultatet lige fra forsøgets start«, udtaler DTLs erhvervspolitiske chef, Ove Holm.
To erstatter tre
Vejdirektoratet konkluderer, at to modulvogntog kan erstatte tre almindelige vogntog, og at modulvogntogenes kapacitetsudnyttelse ser ud til at være bedre end hos andre lastvognstyper.
Det harmonerer, ifølge Ove Holm, fuldstændigt med DTLs opfattelse af, at modulvogntogene er et vigtigt instrument til både at øge produktiviteten og mindske CO2-udledningen i det danske transporterhverv.
Ingen grund til frygt for trafiksikkerhed
»Vejdirektoratet konkluderer også, at trafiksikkerheden for lastvogne umiddelbart ser ud til at være højere på de vejstrækninger, hvor modulvogntogene kan køre. I tillæg til, at der så også er samfundsøkonomiske gevinster ved modulvogntogene, er det vanskeligt at finde seriøse argumenter imod en større brug af modulvogntog – ikke mindst i Europa. Det er særligt på de lange stræk, at modulvogntogene har deres helt store styrke«, slutter Ove Holm.
[add:359]