Ny transportmesse vokser støt
Med tæt ved et halvt hundrede udstillere på plads vokser transportbranchens nye messe, Transport Messen 2013, støt hen imod at fylde hallerne i Messe C i Fredericia 5.-7. april 2013.
»Vi mærker fortsat god opbakning til arrangementet, og de nye udstillere, der kommer til, fremhæver især den gode beliggenhed med gode tilkørselsforhold fra landet, som en væsentlig årsag til at satse på vores nye tiltag. Og vi kan da også se, at udstillerne er spredt over hele landet, både hvad angår lastbiler, tilbehør mm.,« konstaterer Bjarne Routhe, salgschef hos Lastbil Magasinet, der står bag arrangementet.
Kun reelle udstillere
»Mange har selvfølgelig spurgt til, hvor mange udstillere der kommer, og ud over de ca. 45 udstillere, vi allerede har på plads, er vi i positiv dialog med mange flere, og der vil snart komme flere til,« siger Bjarne Routhe.
»Men vi har også den politik, at vi kun melder ud om de udstillere, som vi har en fast aftale med, og som vi kan offentliggøre navnene på. Vi medregner ikke løse reservationer eller uforpligtende tilkendegivelser, for de tal, vi melder ud, skal andre kunne stole på. Og derfor er jeg da også glad for, at vi allerede har en lang række af lastbilmærker, opbyggere og forhandlere af trailere mm., som har givet officielt tilsagn om at deltage,« siger Bjarne Routhe.
Samler debatten
Transport Messen 2013 vil være transportbranchens nye mødested og samlingspunkt for debat i en tid, hvor transportbranchen – ikke mindst den danske – har det hårdt. Under overskriften Transport Debatten vil Messe C i Fredericia således også være forum for en række debatarrangementer med deltagelse af en række af branchens stærkeste profiler.
Mere information om Transport Messen 2013 med bl.a. udstillerliste mm. kan ses på
www.transportmessen2013.dk
.
[add:361]