23948sdkhjf

Råd skal drøfte varebiler

Transportminister Henrik Dam Kristensen vil bede Vejtransportrådet om at vurdere fordele og ulemper ved en tilladelsesordning for varebiler. Det fremgår af et netop modtaget brev fra ministeren til DTL og 3F. Det oplyser DTL.

Organisationerne henvendte sig i juni måned til ministeren med en opfordring om at ændre reglerne om udstedelse af tilladelser, således at al godstransport for fremmed regning fremover omfattes af tilladelseskravet – uanset vægtgrænse.

DTL og 3F havde reageret på et notat udarbejdet af Trafikstyrelsen i slutningen af februar i år, som primært koncentrerer sig om omkostningerne i forbindelse med etableringen af tilladelseskrav for varebiler under 3500 kg. Notatet afviser et forslag om en sådan tilladelsesordning fra DTL og 3F alene med henvisning til de administrative byrder og omkostninger – men tager ikke stilling til et politisk ønske om at få ensartede konkurrencevilkår og sikre, at lovgivningen bliver overholdt i øvrigt – herunder at skatter og afgifter bliver betalt.

Under 5000 virksomheder

»Som reaktion på styrelsens notat, kunne DTL i juni måned færdiggøre et notat, der nøje analyserer omkostningerne. Af vores beregninger fremgår det, at antallet af virksomheder, der kører gods med varebil for fremmed regning, vurderes til en fjerdedel af det, som Trafikstyrelsen var kommet frem til – nemlig godt 4.000 virksomheder, der i givet fald skulle underlægges krav om vejtransporttilladelse,« udtaler erhvervspolitisk chef for DTL Ove Holm.

Han peger samtidig på, at en hel del vognmandsvirksomheder med tilladelse i øvrigt også har varebiler, så det bidrager til at mindske de administrationsomkostninger, der måtte være for Trafikstyrelsen.


En fjerdedel omkostninger

DTL har beregnet, at ved det maksimale antal virksomheder på godt 4000, som vil skulle have tilladelse, vil de årlige administrationsomkostninger udgøre knapt en fjerdedel af det, som Trafikstyrelsen nåede frem til i sit notat – nemlig 17 mio. kr.

»Vi har også gjort ministeren opmærksom på, at der ifølge Sveriges Åkeriföretag til sammenligning kun er 6900 varebiler indregistreret til godstransport i Sverige. DTL finder det ikke sandsynligt, at Danmark skulle ligge på et markant højere niveau end Sverige, hvad angår antal varebiler, som skal have tilladelse,« siger Ove Holm.

Vejtransportrådets næste møde er den 4. september.

[add:329]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063