FDL tager afstand fra 3F-blokade
I et aktuelt nyhedsbrev fra FDL mener FDL’s formand Christian Jensen, at »3F er gået over stregen« i den tilspidsede blokadesag ved Restaurant Vejlegården i Vejle, hvor restauratøren har indgået overenskomst med den gule fagforening Krifa.
»FDL´s formand hører til blandt dem, der synes, 3F er gået over stregen, og lægger ikke skjul på, det er de sædvanlige fagforeningsbærme, der med ægte kommunistiske metoder uhindret får lov til at forpeste luften for arbejdsomme mennesker.
Når jeg oplever 3F´s aktion, giver jeg ikke meget for de smukke ord om frihed, lighed og broderskab«, fastslår vognmand Christian Jensen over for FDL-Nyt.
Formanden fortsætter blandt andet:
»Den slags frihed, lighed og broderskab vil jeg helst være foruden, for der er reelt tale om det rene diktatur. Derfor er den skamredne sætning om frihed, lighed og broderskab så malplaceret, som noget kan være. Og for øvrigt selvmodsigende, så det batter.
Desværre har der endnu ikke været rejst en lignende sag fra arbejdsgiverside ved Menneskeretsdomstolen, altså hvor en arbejdsgiver frit kan forlade en overenskomst for enten at overgå til en anden overenskomst eller helt lade være med at organisere sig. Det ville ellers være interessant med en sådan sag på det arbejdsgivermæssige område.
Jeg vil i den forbindelse godt sige, at det var meget vattet af den borgerlige regering ikke at få tjekket op, om organisationsfrihed /fravær af tvang også gjaldt arbejdsgiverne.
Men vi skal ikke forsværge, at her står de store arbejdsgivere bag i deres frygt for at miste medlemmer/kontingentkroner – og dermed fede lønninger og fortsat adgang til de bonede gulve«.
[add:348]
[add:349]