Nye investorer til Noers bygninger
Nye investorer overtager Carsten Noers’ bygninger i Toftlund
Et nyetableret ejendomsselskab har købt Carsten Noers bygninger i Toftlund, og en investorgruppe, ledet af direktør Michael Bache, har overtaget ejendommen fra CN Ejendomsselskab A/S pr. 1 juli 2012.
Aktiviteterne i ejendommen vil forblive som i dag - med service, opbygninger, hydraulik-service og et skadescenter.
De nye aktiviteter bliver produktion af udvalgte produkter fra trailerproducenten Kel-Berg i England. Kel-berg har længe ledt efter passende produktionslokaler i Skandinavien, og de er nu fundet.
»Vi er glade for, at det er lykkedes at få en aftale i stand om de store erhvervsbygninger, som Carsten Noer gennem en årrække har opbygget i Toftlund. Bygningerne er særdeles velegnede til produktion af Kel-bergs produkter til det nordiske marked. Ligeledes etableres der en produktion af special-trailere opbygget efter kundernes ønsker. Vi har længe ønsket at komme tættere på kunderne, sikre en mere stabil leveringstid og støtte vort salg gennem vor danske forhandler Lastas A/S i Hedensted. Markedet i Skandinavien er stigende for kunde-tilpassede køretøjer, og Toftlund er rigtig godt geografisk placeret,« siger direktør Jens K. Larsen, Kel-berg Trailer & Trucks Limited.
Arbejdspladser bevares
Direktør Michael Bache er et kendt ansigt i transportbranchen og overtog sidste år forretningen I.M.Jensen & Bache i Padborg med salg og service af Iveco. Michael Bache er særdeles tilfreds med, at det nu er lykkedes at finde en løsning, så arbejdspladserne i Toftlund kan bevares.
»Vi har foretaget en ejendoms investering med en lang lejeaftale, som er til glæde for alle parter,« siger han.
Michael Bache glæder sig samtidig over, at man nu kan samarbejde om at betjene kunderne i Sønderjylland, idet Carsten Noers Services ApS aktiviteter i Padborg fremover skal varetages af I.M.Jensen & Bache i Padborg.
Den daglige ledelse vil blive varetaget af værkfører og driftsleder Jan Stubberup, som har været ved Carsten Noer i mange år og tidligere har arbejdet ved Scania. Der vil således ikke ske udskiftning i det personale, som er på værkstedet i dag.
»Mit mål har altid været, at jeg kunne afhænde firmaet, samtidig med at fremtiden for firmaet blev sikret. Jeg er rigtig glad for den fremtidssikring af ejendommen og firmaet, der nu er lavet – og ikke mindst, at der samtidig er bevaret arbejdspladser i Toftlund. Fra 1. august vil min familie og jeg nu koncentrere os om C.N. Storvognslakering A/S i Vamdrup,« slutter Carsten Noer.
[add:38]