Erfaren mand til Truckcenter Padborg
Meget er sket, siden Kjeld Clausen den 1. februar overtog Truckcenter Padborg og søsterværkstedet i Midtjylland. Posten som værkfører overgår nu til 44-årige Allan Roth fra Kværs, der igennem godt 30 år har arbejdet i branchen.
En erfaren fagmand er netop tiltrådt som værkfører på Truckcenter Padborg, der er grænseområdets eneste autoriserede DAF Service Dealer.
Allan Roth har arbejdet med lastbiler, lige siden han snart 30 år tilbage startede i lære hos Iveco. Efterfølgende har den 44-årige sønderjyde arbejdet på Padborgs skiftende Iveco-værksteder igennem næsten hele sin karriere – de seneste mange år som værkfører hos Noer-koncernen. Nu har han søgt nye udfordringer.
»Efter næsten 30 gode år hos Noer var det naturligt at prøve noget nyt. Senest har jeg ledet en afdeling med fire medarbejdere og syntes, det kunne være spændende at få ansvaret for et værksted med et højere aktivitetsniveau,« siger Allan Roth.
Vil ned på gulvet
I sin nye stilling vil Allan Roth referere til Kjeld Clausen, som er direktør for Truckcenter A/S. Ideen er, at Roth skal være befriet for en stor del af det administrative arbejde, der normalt pålægges en værkstedsleder, så han får frigjort mest mulig tid til kundekontakt, driftsoptimering og teknisk problemløsning.
»I alle årene som værkfører har jeg prioriteret at være på værkstedsgulvet frem for på kontoret. Jeg ser mig selv som mekaniker i lige så høj grad som værkfører, og vi har heldigvis en velfungerende administration, der kan varetage en stor del af papirarbejdet,« siger han.
Meget nyt er sket på truckcentret på Transitvej i Padborg, siden Kjeld Clausen i 1985 blev ansat til at starte værkstedet op – ikke mindst siden 1. februar i år, hvor centret sammen med søsterværkstedet i midtjyske Hjøllund overgik til Truckcenter A/S med Clausen som direktør.
»Løbende investeringer i vores faciliteter har bidraget til en positiv udvikling med mange nye kunder, og ansættelsen af Allan er en klar oprustning på kompetenceområdet, som vil bidrage til fortsat vækst. Samtidig får jeg selv frigjort tid til kunderettede opgaver og nye udviklingstiltag,« vurderer Kjeld Clausen.
[add:338]