23948sdkhjf

Volvo præsenterer Euro6-motor

Volvo Trucks præsenterer nu en motor, der er skræddersyet til den skrappe Euro 6-miljøstandard. Den første motor, der bliver opgraderet til at leve op til kravene, er Volvos D13-motor med 460 hk, som i dag driver mere end en tredjedel af alle Volvo-lastvogne.

»Ved at tilbyde vores mest populære motor i en Euro 6-konfiguration opfylder vi behovene hos en stor del af vores kunder. Resten af Euro 6-motorserien bliver introduceret, længe inden kravene bliver obligatoriske 1. januar 2014,« siger Mats Franzén, chef for motorstrategi og -planlægning hos Volvo Trucks.

Gennemprøvet og testet teknologi

Volvo D13-motoren til Euro6 er baseret på Volvos gennemprøvede og testede Euro5-motor. Som denne motor er den nye en sekscylindret rækkemotor med enhedsinjektorer og katalysator (SCR).

For at kunne leve op til de nye emissionskrav har den nye motor desuden EGR (recirkulation af udstødningsgas) og et DPF (dieselpartikelfilter) – systemer, som Volvo Trucks allerede har benyttet i årevis i USA og Japan. I forhold til Euro5 er kvælstofilteemissionerne nedbragt med 77 procent, og partikelemissionerne er halveret.

Brændstoføkonomi og driftssikkerhed i fokus

SCR-systemet omdanner kvælstofilterne i udstødningsgasserne til uskadeligt kvælstof og vanddamp. Det er integreret med partikelfilteret i en kompakt enhed, der optager mindst mulig plads. Partikelfilteret opfanger og afbrænder de mikroskopiske partikler i udstødningsgasserne og gendannes automatisk under kørslen.

EGR bruges primært til at øge udstødningsgassernes temperatur, når motoren ikke er tilstrækkeligt varm til at opvarme dem. De skal opnå en temperatur på mindst 250° C, før SCR-systemet fungerer optimalt. I modsætning til konventionelle EGR-systemer, som nedkøler de recirkulerede udstødningsgasser for at mindske motortemperaturen og dermed nedbringe kvælstofilteemissionerne, er Volvo Euro6-motorens EGR-system stort set inaktivt under motorvejskørsel og påvirker dermed ikke brændstofforbruget under denne type kørsel.

»Vi har udviklet en driftssikker løsning, der ikke bare lever op til emissionskravene, men også giver kunderne ekstra fordele i form af god brændstoføkonomi og problemfrit ejerskab,« siger Mats Franzén.

Volvo oplyser, at de første Euro6-lastbiler vil blive leveret i foråret 2013.


Fakta om Volvo D13 460 til Euro6:

· Sekscylindret 13-liters dieselrækkemotor, der udvikler 460 hk.

· Maks. effekt ved 1400-1900 o/min.: 338 kW.

· Maks. moment ved 1000-1400 o/min.: 2300 Nm.

· Volvo I-Shift-automatgear.

· Motorbremseeffekt, VEB+ ved 2300 o/min.: 375 kW.

· Fås til Volvo FH 4x2/6x2, trækker og langt chassis, også til ADR-certificerede køretøjer (transport af farligt gods).

· Fås til både venstre- og højrestyrede lastvogne.

[add:38]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125