Sikker plads ligger forkert
Der var flag, smil og solskin, da Statoil for en måned siden indviede Danmarks første sikrede rasteplads i Padborg. Men den er mere eller mindre overflødig, mener et af landets største speditionsfirmaer.
»Den er efter min mening teknisk velindrettet og er velplaceret med hensyn til de faciliteter, chaufføren har behov for,« siger claims manager Leif Pedersen, FREJA Transport & Logistics A/S til nyhedsbrevet Fragtmail.
»Desværre tror jeg, at behovet for en sådan plads i Padborg er begrænset – bortset fra det behov, der er 'dikteret fra Berlin' i kraft af det parkeringsbehov i grænseområdet, der er afledt de tyske køreforbud for lastbiler. Dette vil nok i nogen udstrækning trække biler fra p-pladserne ved motorvejen og ind i Padborg – og dermed til den sikre p-plads,« siger Leif Pedersen.
Men han mener ikke, at der er noget naturligt trafikflow, der trækker lastbiler ind til Padborg, hvor de fleste firmaer i forvejen har egne p-områder med større eller mindre sikkerhed.
»Personligt tror jeg på, at det naturlige behov for offentligt tilgængelige sikrede P-pladser i Danmark findes 3 steder: Syd for København (Køge), i Kolding – syd for udfletningen til Esbjerg – og mellem Randers og Århus. Alle placeret klos op ad motorvejene,« siger Leif Pedersen.
[add:344]