DI & ITD: Må indstille os på mere konkurrence
”Vismandsrapporten sender et klart signal om, hvad det er for en virkelighed, der venter dansk og europæisk vejtransport rundt om hjørnet. Ingen tvivl om at konkurrencen kun bliver hårdere og mere international fremover. Kravene til høj effektivitet og produktivitet stiger for dem, der vil være med i kampen. Udfordringen for os i den danske branche er at indrette os på virkeligheden, så vi er klar til at tage konkurrencen op. Der forestår nogle vigtige diskussioner om, hvordan rammebetingelserne skal være for de danske transportvirksomheder for, at vi fortsat kan være med i kampen om godset på de betingelser, som EU’s vismænd lægger op til”, siger ITD’s adm. direktør, Jacob Chr. Nielsen.
Kommentaren kommer til vismandsrapporten om EU's cabotageregler, som foreslås gradvist liberaliseret med to nye modeller for lovlig cabotage. Anbefalingerne er ganske uforpligtende for EU, men vil dog indgå i Kommissionens kommende arbejde med at evaluere på de nuværende cabotageregler.
”Rapporten flugter med målene i EU’s hvidbog og peger i retning af øget konkurrence, og det bliver den danske transportbranche nødt til at indstille sig på. Det er helt åbenlyst, at dem der tror vi kan trykke på en pauseknap og gøre som strudsen, de får sig en slem overraskelse, når de tager hoved op af jorden igen. Den internationale konkurrence er kommet for at blive”, siger direktør Michael Svane fra DI Transport.
”Den danske transportbranchen har en række styrker inden for logistik og innovation, men vi bliver også nødt til at forbedre vores produktivitet og konkurrenceevne, hvis vi skal være vinderne i den internationale konkurrence,” siger Michael Svane.
[add:345]