Norske vognmænd vedtog cabotage-resolution
Som opfølgning på brevet til den norske regering i foråret om cabotagestop vedtog den norske vognmandsorganisation NLF i weekenden på organisationens landsmøde en officiel udtalelse om ulovlig cabotage, oplyser DTL.
»NLF har grund til at tro, at disse regler brydes i et stadig stigende omfang,« hedder det i udtalelsen om cabotagereglerne, der blev indført af EU i 2010. NLF har den opfattelse, at stigningen i ulovligheder skyldes vanskelighederne ved at kontrollere ud fra de gældende regler, og at der ikke fra politisk hold er givet tillægsbevillinger til kontrollen.
Dertil kommer, at opdragsgiverne ifølge NLF ikke risikerer strafferetlig forfølgelse, når de medvirker til ulovlig brug af udenlandske transportører, hvilket fører til alvorlige forstyrrelser på det norske vejtransportmarked.
I udtalelsen opstiller NLF en række krav til politikere og myndigheder – blandt andet midlertidig ophør af muligheden for at udføre cabotage, hvor skadevirkningerne skal kortlægges, ekstra ressourcer til kontrollen, kontrol og tydeliggørelse af transportkøberens ansvar samt større samarbejde mellem de forskellige myndigheder.
Forskel fra Danmark
DTL's adm. direktør Erik Østergaard, der var gæst på landsmødet er glad for den direkte melding fra NLFs medlemmer:
»Problemerne i Norge ligner dem i Danmark. En forskel er dog, at de norske myndigheder lige for nylig har præciseret sin egen vejledning fra 2011. Af dette fremgår, at transportører ikke vil have adgang til at udføre cabotage på permanent eller løbende basis selv inden for rammerne af reglerne om, at der kan udføres tre ture inden for en periode på syv dage. Denne præcisering svarer til DTLs holdning til, hvordan EU's regler skal læses, og det er også denne fortolkning, der finder anvendelse i Frankrig.«
[add:344]