Vandel klar til messe og show
Lastbil Magasinet byder velkommen til TRANSPORTmessen 2012 den 16. og 17. juni på Vandel Park. Selvom branchen i de seneste år har været alt for presset, har arrangørerne alligevel fået gentagne henvendelser om at holde udstillingen – af den simple grund, at der hele tiden sker en udvikling inden for branchen.
»Vi er derfor glade og stolte over den opbakning, transportbranchen giver Lastbil Magasinet til dette arrangement,« siger bladets salgschef, Bjarne Routhe.
Arrangementet holdes igen i forlængelse af det populære Lastbil Show, der afholdes for 13. gang på samme område. Det giver publikum endnu mere at se på, ligesom udstillerne kan glæde sig over, at de mange chauffører og vognmænd på showet nok også lægger vejen forbi messen i løbet af weekenden.
TRANSPORTmessen 2012 har åbent lørdag 16. juni kl. 9-18 og søndag 17. juni kl. 9-15. Billetter koster 100 kr., børn til og med 14 år gratis ifølge med en voksen. Billetten giver samtidig adgang til Lastbil Show.
[add:329]