Dødsfald: Thorkild Jensen blev 75 år
Thorkild Jensen, der drev vognmandsforretning med hjemadresse i Hundelev, blev født 13. februar 1937 og døde i forgårs, tirsdag 12. juni.
Han var i mange år formand for DTLs Kreds 1 i Nordjylland, og samtidig var han i en årrække med i forhandlingsudvalget, der stod for grisevognmændenes forhandlinger med slagterierne.
Advokat Jacob Forman, København, kalder sin afdøde svigerfar for et af de mest humoristiske mennesker, han har mødt.
»Han var i stand til at finde den sjove vinkel på rigtigt mange situationer - og komme med den kvikke bemærkning, der fik smilet og grinet frem hos alle. Han var samtidig et enormt vidende menneske, og rigtigt mange gange har jeg gjort brug af Thorkilds viden på vognmandsområdet«, lyder det fra Jacob Forman.
Thorkild Jensen efterlader sig sin hustru, børn, svigerbørn og børnebørn.
Han bisættes fra Jelstrup Kirke, Jelstrup ved Løkken, på lørdag 16. juni kl. 14.