DI: Urimelig melding fra 3F
Stigningen i andelen af danske ejede lastbiler på udenlandske nummerplader, der krydser den danske grænse, vækker bekymring i 3F, der frygter, at tallene bl.a. dækker over stigende ulovlig cabotagekørsel. Men den udlægning afvises af DI Transport.
»Det er grundlæggende forkert at tage tallene som udtryk for ulovligheder. Danmark er en del af EU, hvor kørsel med udenlandske lastbiler ind i Danmark er en 100 % lovlig aktivitet, og det er også 100 % lovligt at køre tre indenrigsture i Danmark, efter man har leveret det internationale gods. Det er en helt naturlig del af det indre marked,« siger DI Transports direktør, Michael Svane.
»Derfor er det helt urimeligt, at 3F forsøger at kriminalisere danske virksomheder, der har lovligt etablerede datterselskaber i udlandet og derfor udfører fuldt ud lovlig kørsel med deres udenlandske lastbiler i Danmark,« siger han.
»Vi skal tværtimod være glade for, at andelen af udenlandske lastbiler med dansk ejer er stigende. Det er et udtryk for, at danske virksomheder klarer sig godt i den internationale konkurrence. Og tallene dokumentere, at danske transportvirksomheder vinder markedsandele på lastbilstransporten til og fra Danmark,« mener Michael Svane.
[add:329]