23948sdkhjf

Nordjyske vognmænd fusionerer

Tre af Aalborg-egnens kendte og velrenommerede vognmandsforretninger fusionerer. Ikke af akut nød men mere af lyst – selv om den mindre aktivitet i bygge- og anlægsbranchen måske har fået fusionstanken til at vokse hurtigere.

Det er forretningsnavne, som nordjyder i generationer har set på lastbiler, kraner og andet entreprenørudstyr, der nu forsvinder og bliver til Aalborg Vognmandsforretning.

Nielsen & Klitgaard i Svenstrup startede vognmandskørsel med koks og tørv i 1929. Rask Lund i Nørresundby er fra 1938 og fusionerede i 2011 med IK Transport - som startede i 1952 - til I.K.Rask Lund. Og tredje partner i den nye fusion er Hvorupgård Transport, der er fra begyndelsen af 1980’erne.

200 års forretninger samles

»Det er 3. generation i to af firmaerne, og sammenlagt er det faktisk mere end 200 år gamle vognmandsforretninger, der nu samles i én stor virksomhed,« siger vognmand Jan Ruberg Kjelgaard, der i dag er den daglige leder af I.K.Rask Lund og som også bliver chef for den daglige drift af den nye Aalborg Vognmandsforretning.

»Vore virksomheder har i adskillige år samarbejdet på forskellig måde – og samtidig supplerer vi hinanden godt. Vi har hver især specialer og ekspertise, materiel og specialuddannede medarbejdere som gør, at vi sammen dækker stort set alle former for lastvogns- og entreprenørkørsel,« siger Jan Ruberg Kjelgaard.

Samarbejdet gjorde, at virksomhederne kom til at kende hinanden godt – og det førte til fusionstankerne. Men Jan Ruberg Kjelgaard ser inden grund til at skjule, at de tre virksomheder naturligvis har kunnet mærke den økonomiske tilbagegang i samfundet. Der har været langt færre opgaver at løse.

Mere driftsikker

»Investeringerne i vore biler, kraner og andet materiel er så store, at der skal en vis volumen til. Nu slår vi vor erfaring og vore ressourcer sammen, og foruden at vi nu sammen dækker langt bredere, har vi også bedre mulighed for at sikre, at vore lastbiler, kraner, blokvogne og alle andre maskiner altid er de nyeste og mest moderne – og dermed mest driftssikre,« siger Jan Ruberg Kjeldgaard.

Aalborg Vognmandsforretning får hovedsæde på I.K.Rask Lund’s nuværende adresse på Voerbjergvej 35 i Nørresundby. Men noget af de fusionerende virksomheders maskinpark vil af nemheds hensyn fortsat være på de gamle adresser.

Fokus på regional kørsel

De fusionerende virksomheder arbejder i dag fortrinsvis i det nordjyske område - dog ofte med afstikkere i resten af landet, når nordjyske kunder arbejder dér.

»Vi vil fortsat arbejde med specialopgaver i hele landet, men vi vil især koncentrere os området nord for en linje mellem Aarhus og Ringkøbing – og både private og offentlige virksomheder præcis som de tre virksomheder gør i dag,« siger Jan Ruberg Kjelgaard.

Fusionen markeres med en reception fredag den 29. juni på det nye selskabs adresse, Voerbjergvej 35, Nørresundby.

De tre fusionerende vognmandsforretninger:

I.K.Rask Lund A/S er en fusion fra 1. januar 2011 mellem Bent Rask Lund A/S og I.K. Transport A/S. Rask Lund startede i 1938 med kørsel af kul og koks. I 1955 kom en kranbil til – og siden er virksomheden vokset med stort alle former entreprenør-materiel inklusiv lift og containere. Tredje generation er også efter fusionen i firmaets ledelse. I.K. Transport blev startet i 1952 af Chr. Christensen. Firmaet specialiserer sig i krankørsel.

Nielsen & Klitgaard startede i 1929 med kørsel med koks og tørv. Senere kom kørsel med foderstoffer samt løbende entreprenørarbejde til. Firmaet har to grusgrave, som også bliver en del af Aalborg Vognmandsforretning. Også her er 3. generation i ledelsen.

Hvorupgård Transport fra 1982 har som hovedvægt kørsel med asfalt, sand og grus samt blokvognstransport. Hvorupgård Transport har som I.K. Transport rødder i vognmandsfirmaet Chr. Christensen. Hvorupgård Transport overtog i 1980’erne fem af vognmand Chr. Christensens biler sammen med kontrakter med transport af asfalt.

[add:348]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063