Tanker på vejen: Mød op til stormødet
I produktionen af Lastbil Magasinets juni-nummer er fire sider af bladet desværre udgået pga. tekniske problemer.
Vi bringer derfor her vores skribent Hans E. Rasmussens faste klumme, "Tanker på vejen", som læserne plejer at finde på bladets bageste sider.
I denne måned har Hans taget fat på det stormøde, som FDL arrangerer 9. juni i Middelfart:
"Tanker på vejen", juni 2012:
Mød op til stormødet
Af Hans E. Rasmussen
Der er stormøde i Lillebælthallerne i Middelfart d. 9. juni! Det vil sige: kun hvis alle, der er interesseret i at have et job, også efter 2014, møder op, bliver der tale om et stormøde. I modsat fald ender det med et almindeligt lunkent remouladebøvs, hvor det store flertal bliver hjemme og passer på sofaen og dummeren, mens de forventer, at andre nok klarer ærterne.
Mødet er åbent for vognmænd, chauffører, havne- og lagerarbejdere, samt hvem der ellers måtte føle sig truet af cabotagereglernes bortfald i 2014, og jeg må give FDL-formand Christen Jensen ret i, at mødet holdes kl. fem minutter i tolv, sådan i overført betydning. Hvis vi skal påvirke branchens fremtid, er det allersidste udkald, og oddsene, vi er oppe imod, er hårde. Først og fremmest gælder det om at gennembryde den mur af ligegyldighed, vi altid mødes med fra såvel medborgere som politikere. Indimellem kan jeg få den tanke, at mange almindelige borgere generelt ikke bryder sig om lastbiler og derfor i deres stille sind fryder sig lidt over, at ”alle de fjolser nu bliver fyret”, uden helt at tænke konsekvenserne til ende. Den eneste forskel for dem er nemlig, at de nu skal bande over Ivanoff i stedet for over Olsen, og at toiletterne på rastepladserne er blevet en del mere uhumske. Lastbilerne er der nemlig stadig i det antal, der er nødvendigt for at fylde hylderne i forretningerne.
Hvad politikerne angår, er de ikke ret meget klogere end den befolkning, de skal lovgive for, og så længe befolkningen er ligeglade med vognmænd og chauffører, er politikerne det også. Faste læsere af disse spalter vil vide, at jeg har forsøgt mig med åbne mails til diverse politikere, uden der kom noget nævneværdigt positivt ud af det, hvis man lige ser bort fra en enkelt venlig mail fra Helle Thorning, som fortalte, at hun sendte min klumme videre til partiets trafikordfører. De forsøg, jeg har gjort med at skrive til de få tilbageværende dagblade, har heller ikke båret frugt. Eftersom jeg har fået udgivet et par bøger, og skrevet for diverse blade i årevis, er det næppe mine kvalifikationer, der holder mig borte fra avisernes spalter, men nærmere mangel på interesse for emnet.
At folk uden for branchen trækker på skuldrene, er måske heller ikke så underligt. Set udefra ligner vi et håndboldhold, bestående af ene individualister, der godt nok er enige om, hvilket mål vi skal skyde imod, men totalt mangler den overordnede taktik, der skal til for at bringe bolden ind på den rigtige banehalvdel. For vognmændene kniber det gevaldigt med at blive enige om, hvorvidt cabotagereglerne er en guds velsignelse eller en fandens plage. Tilhængerne af totalt fri cabotage findes, sjovt nok, mest hos de vognmænd, der for længst har udflaget. Et af deres argumenter er så latterligt, at man kan undre sig over, de ikke selv er døde af grin: nemlig at fri cabotage også giver danske vognmænd mulighed for at operere i andre EU-lande. Jo tak! Held og lykke til hvem, der måtte være tåbelig nok til at gøre forsøget! Mit tip til vognmændene er ret enkelt: Danske vognmænd i danske organisationer.
Hos chaufførerne står det ikke meget bedre til med hensyn til sammenholdet. Jo, vi kan blive enige om, at det er bedst at stå sammen, men ikke om hvad, vi skal stå sammen om. Jeg ser folk stå i Krifa eller Det Faglige Hus og råbe højt om, at 3F burde gøre noget, og undrer mig såre! Mange af Krifas kernemedlemmer skiftede netop fordi, de mente, at det daværende SID gjorde ”for meget.” Det glæder mig selvfølgelig, at så mange af de gules medlemmer stadig forventer mere støtte fra 3F end fra deres egen organisation, og jeg kan da glæde dem med, at 3F gør en hel del. Men det er ingen hemmelighed, at jo flere medlemmer en organisation har, des bedre har den råd til at tage initiativer.
Det, der undrer mig, er dog, hvorfor Krifas medlemmer har så travlt med at kritisere 3F for at gøre for lidt og helt glemmer at spekulere over, hvad deres egen organisation går og laver, og hvor kontingentet egentlig ender. Det er selvfølgelig meget flot, at man kan skyde champagnepropper helt fra Århus til København – hvis man altså kan – men i virkelighedens verden er den slags reklamegas ikke en pind værd. Lad os nu se de gule pampere komme ud af deres luksusvillaer og gøre noget for medlemmerne.
Men i forbindelse med stormødet vil jeg også lige gøre opmærksom på, at det kan risikere at give en del presseomtale, hvilket generelt er positivt, hvis man vel at mærke fremstår i det rigtige lys, når kameraerne ruller. Det er ikke altid let for menigmand at gøre en god figur i TV-Avisen, og de fleste politikere betaler i dyre domme for mediekurser. Da jeg ikke kan forestille mig, at regeringen vil afsætte penge til mediekurser for chauffører, vil jeg gerne her bidrage med nogle få stikord:
- Hav en klart afgrænset sag. Fortæl kort og klart om cabotage og dens konsekvenser. Men hold ministerpensioner, borgmesterens juleferie og andre uvedkommende fortrædeligheder ude af historien. De hører oftest til i en anden sammenhæng.
- Vær positiv og konstruktiv. Ingen gider høre på en indædt galde, hvoraf det meste måske stammer fra de tæsk, du fik som barn. Man kan sagtens udtrykke kritik i en positiv og konstruktiv ånd.
- Har du humor, så brug den. Hvis ikke, så lad for guds skyld være, og sats i stedet på seriøsitet.
- Lad være med at bruge nedladende ord som f.eks. østaber og den slags. Det viser kun, at man selv er et underskudsmenneske. Kollegerne fra øst gør kun, hvad vi også selv ville have gjort, hvis vi var i samme situation. Aben bør retteligt sidde på politikernes skuldre.
Nå, jeg nærmer mig grænsen for min spalteplads, så lad mig slutte med at opfordre alle til at møde op, så det virkelig bliver et stormøde. Jeg kommer i hvert fald helt sikkert. Eftersom vi nok må erkende, at enighed ikke er branchens stærke side, må vi i det mindste gøre opmærksom på, at vi er rigtig mange, og at vi har stemmeret. Politikerne har tilsyneladende fået det indtryk, at Mogens Therkelsen m/venner repræsenterer hele branchen. Derfor er det vigtigt, at vi syner i landskabet, ikke kun i kraft af chaufførvommen, men også i antal, og at budskabet er helt klart: Vi vil ikke finde os i, at vore arbejdspladser bliver foræret til udlandet. Detaljerne kan vi altid skændes videre om.
[add:38]
