Ny bødepraksis for overtrædelser af køre-hviletiden
Det nuværende bødesystem for overtrædelse af kontrolapparatforordningen har nu fungeret siden 2005, og har været meget udskældt af vognmænd og chauffører, der opfatter det ugraduerede system som uretfærdigt.
Særligt muligheden for at blive frakendt førerretten ved få bagatelagtige overtrædelser har været oplevet som fuldstændig uforståeligt.
Men på baggrund af en dom afsagt af EU-domstolen vedrørende en ungarsk lastbilchaufførs klage over en uforholdsmæssig høj bøde finder Justitsministeriet det nu nødvendigt at ændre det danske bødesystem for overtrædelser af kontrolapparatforordningen.
Det betyder, at bøden skal gradueres efter overtrædelsens karakter. Justitsministeriet overvejer samtidig, om dommens grundlæggende konklusion også har betydning for frakendelser.
Retfærdigt og gradueret system
DTL's direktør Erik Østergaard har siden 2005 arbejdet med problematikken. Han udtaler:
»Der er ingen tvivl om, at det dengang var nødvendigt med hårdere sanktioner på området. Der var alt for mange, som kørte på Anders And-skiver eller lavede numre, uden at der var nogen effektive sanktioner til at stoppe dette, så derfor var det også var et stort krav fra politikerne, at der blev strammet op. Men da systemet trådte i kraft, viste det sig, at det i rigtig mange tilfælde ramte uretfærdigt. Så efter stort pres fra særligt branchen men også politikerne er sanktionssystemet blevet lempet op til flere gange. Nu har EU- dommen understøttet organisationernes synspunkter, så der igen kigges på et mere retfærdigt og gradueret bødesystem for overtrædelser af kontrolapparatforordningen, og det er meget tilfredsstillende«.
Havde ikke tid
Den oprindelige begrundelse hos Justitsministeriet og Rigsadvokaten for de unuancerede bøder var begrundet i såkaldt ”procesøkonomi” – altså, at man ikke havde tid til at foretage en vurdering af forseelsens grovhed i forhold til bødeniveauet.
Nu vil Justitsministeriet i samarbejde med Rigspolitiet og Rigsadvokaten udarbejde et lovforslag for at ændre det danske sanktionssystem for overtrædelser af kontrolapparatforordningen, der skelner mellem meget alvorlige overtrædelser, alvorlige overtrædelser og mindre overtrædelser.
I første omgang er der lagt op til mindre ændringer af systemet, særligt for de bagatelagtige overtrædelser. Derfor vurderer Justitsministeriet, at det ikke bliver nødvendigt at sætte verserende sager i bero.
»Vi forventer, at der kun vil ske en reduktion af bødestørrelserne i forhold til bagatelagtige overtrædelser, men vi vil også arbejde for, at de automatiske ”klip” for overtrædelse af Kontrolapparatforordningen i størst muligt omfang forsvinder,« siger Erik Østergaard.
Urimeligt system
Nyheden vækker også glæde hos DI Transport.
»Vi har knoklet i to år på at få lettet sanktionerne på mindre overtrædelser, der ikke har betydning for trafiksikkerheden. Fejl i betjeningen af kontrolapparatet belaster i helt unødig grad den enkelte chauffør, som må leve med bøder og frakendelser af førerretten som en del af hverdagen. Det er helt urimeligt at have et sanktionssystem, som ikke tager højde for banale, menneskelige fejl, som vi alle kan begå,« siger chefkonsulent i DI Transport Rune Noack.
»Vi er meget tilfredse med, at Justitsministeriet nu anerkender, at det er nødvendigt at sondere mellem forseelserne, og vi ser meget frem til den videre dialog om lovforslaget,« siger Rune Noack
[add:342]