Scandlines sælger stor del af fragtforretning
Stena Line overtager fem færgefragtruter fra Scandlines:
Travemünde-Ventspils, Travemünde-Liepaja, Nynäshamn-Ventspils, Rostock-Trelleborg og Sassnitz-Trelleborg samt Scandlines' BorderShop i Sassnitz.
Fremover fokuserer Scandlines på individuelle transportløsninger på sine Traffic Machines Gedser-Rostock, Rødby-Puttgarden og Helsingør-Helsingborg i trekantsområdet mellem Danmark, Tyskland og Sverige.
Både Scandlines og Stena Line er yderst tilfredse med aftalen, der er i tråd med forretningsstrategier for begge virksomheder.
Stena Line har tidligere været til stede på ruterne mellem Sverige og Tyskland gennem et samarbejde med Scandlines, mens de baltiske ruter repræsenterer et nyt marked for den svenske rederikoncern.
Stena: Udvider produktportefølge
»Med opkøbet af ruterne fra Sverige og Tyskland til Baltikum øger vi vores tilstedeværelse i den sydlige baltiske region og udvider vores produktportefølje inden for både fragt- og passagertrafik. Vores ambition er at fortsætte udviklingen af ruterne for at kunne tilbyde vores kunder endnu større kapacitet og bedre service i fremtiden,« siger Gunnar Blomdahl, CEO i Stena Line.
»I Scandlines har vi konstant fokus på, hvordan vi bedst muligt udvikler vores virksomhed. Vores strategiske mål er at være et kundefokuseret færgerederi. Derfor er det et logisk skridt at frasælge fragtruterne i et positivt stemt marked,« forklarer Søren Poulsgaard Jensen, CEO i Scandlines.
300 ansatte berøres
I alt berører salget af de fem ruter omkring 300 medarbejdere primært i Tyskland og Baltikum. Medarbejderne hos Scandlines i Tyskland og Letland, der arbejder på de navngivne ruter, bliver tilbudt nye stillinger hos Stena Line.
Aftalen er betinget af en godkendelse af salget hos de relevante konkurrencemyndigheder.
[add:237]