Historien om DSV
Mon ikke de fleste danske vognmænd har en holdning til DSV? Selskabet er ikke til at komme uden om, når man taler om transportbranchen herhjemme – og efterhånden også i udlandet, for den sags skyld. Og det selvom DSV stadig er en relativt ung virksomhed.
En ny bog – ”TransportGIGANTEN” som udkommer i dag - fortæller nu for første gang den spændende og dramatiske historie om DSV. En virksomhed, der blev grundlagt helt fra bunden i 1976 af ni nødlidende vognmænd og en konkursramt iværksætter, og som i dag er Danmarks største transport- og logistikvirksomhed med mere end 20.000 medarbejdere over hele verden.
Det er historien om hårdføre iværksættere, der ligesom den grimme ælling i eventyret blev kanøflet, fordi de tænkte og agerede anderledes end flertallet. Og om to visionære ledere, der ikke var bange for at tage kampen op mod de store. Sammen lagde de grunden til den store transportkoncern, der i dag er blandt verdens førende inden for sit felt og tillige en af Danmarks allerstørste virksomheder.
Bogen fortæller om en virksomhed og nogle mennesker, der tog turen fra de sjællandske landeveje og grusgrave til de bonede gulve. Undervejs har der været masser af dramatik og magtkampe, men også sjove, menneskelige historier, som tilsammen udgør et moderne erhvervseventyr på godt og ondt.
Omdrejningspunktet i historien om DSV er de to hovedmænd, Leif Tullberg og Kurt Larsen, men blandt bogens styrker er absolut også, at det er lykkedes at grave stort set alle relevante kilder fra nutiden og fortiden frem og få dem til at give deres besyv med i den alsidige fortælling om DSV.
Ud over en stor detaljerigdom, grundighed og mange personlige fortællinger undervejs rummer bogen også enkelte nye afsløringer, som er dukket frem af mulden i DSV’s undergrund. Heriblandt fortællingen om, hvordan DSV’s primære motor gennem de første mange år, Leif Tullberg, i virkeligheden forlod DSV endegyldigt i 2007, samt historien om det forløb, hvor DSV var meget tæt på at blive solgt nogle få år tidligere.
Bag bogen står to forfattere, John Aagaard og Lorents B. Rasmussen, som har researchet på bogen i flere år. John Aagaard har bl.a. været informationschef i Vejdirektoratet og Scania Danmark og driver i dag Aagaard PR & Kommunikation. Lorents B. Rasmussen har arbejdet på flere danske fagblade i transportbranchen – ikke mindst som medstifter og chefredaktør gennem 13 år på Lastbil Magasinet, indtil han trak sig tilbage 1. januar 2010.
”TransportGIGANTEN”. 500 sider med mange illustrationer. Udkommer 29. maj. Pris: 399,- inkl. moms, ekskl. forsendelse. Kan bestilles her.
[add:341]