Tæt løb i Vojens
Den 28-årige lastbilchauffør Tommy Kjærgaard Jensen fra Hedensted blev fjerde regionale vinder i den danske del af Scanias internationale ”Young European Truck Driver 2012” chaufførkonkurrence.
Det skete ved en spændende dyst i weekenden hos Scania Biler i Vojens, hvor i alt 10 lastbilchauffører havde kvalificeret sig til chaufførkonkurrencen, der fokuserer på trafiksikker og økonomisk kørsel med lastbil.
Tommy Kjærgaard Jensen vandt meget snævert foran den 26-årige chauffør Sonny Knudsen fra Kliplev. De to endte med præcis samme score efter teoriprøve, manøvrekørsel og økonomikørsel, men som den bedste af de to i manøvrekørslen blev Tommy Kjærgaard Jensen kåret som vinder.
De to chauffører havde sammen med syv andre chauffører kvalificeret sig til konkurrencen via en teorirunde med spørgsmål om bl.a. færdselsregler, lastbilteknik, surringsteknik, køre/hviletids-bestemmelser m.m.
På Scania Bilers anlæg i Vojens blev alle deltagere stillet over for endnu en teoriprøve samt hhv. manøvrekørsel på en udfordrende [pic:18073]manøvrebane og økonomikørsel i normal trafik i nye Scania G 420 sættevognstog lastet til 40 tons totalvægt.
De to bedste i finalen
Som nr. 1 og 2 i konkurrencen i Vojens har Tommy Kjærgaard Jensen og Sonny Knudsen kvalificeret sig til den danske finale i Scania "Young European Truck Driver 2012". Den afvikles på Lastbil Show i Vandel ved Billund i midten af juni.
Her mødes de to bedste chauffører fra hver af de i alt fem regionale konkurrencer, der har været afviklet hos de danske Scania-forhandlere. Vinderen af den danske finale går videre til den europæiske finale, som afvikles til september på Scania-fabrikken i Sverige.
[add:341]