SCT blev Årets Transportvirksomhed
Det var en tydeligt glad SCT-direktion ved koncerndirektør Henning Christiansen og adm. direktør Hanne Bødker-Petersen, der modtog statuette og lykønskninger fra DTL's formand som vinder af konkurrencen Årets Transportvirksomhed 2012.
SCT Transport har før været regionsvinder i konkurrencen og er den første sjællandske virksomhed til at vinde landskonkurrencen.
Finalen foregik på DTL's generalforsamling i lørdags i Helsingør, hvor de delegerede og tilhørerne som noget nyt ved en afstemning udpegede vinderen. Den erfarne journalist, foredragsholder og studievært Line Baun Danielsen guidede forsamlingen sikkert gennem virksomhedspræsentationerne og den elektroniske afstemning.
SCT Transport er blandt landets største transportvirksomheder med entreprenør-, container- og krankørsel. I dag er der 250 ansatte, og man råder over 400 køretøjer, sættevogne med mere, heraf 190 trækkende enheder. SCT Transport, der blev stiftet i 1930 er stadig i familiens eje, og drives af de to søskende Henning Christiansen og Hanne Bødker-Petersen.
Virksomheden, som har vundet entreprisen om jordkørsel til det igangværende metrobyggeri i København, har sat miljøet øverst på dagsordenen og har i virksomhedsledelsen indført det såkaldte ”SCT Big Five”: Kunder, omkostninger, krav, miljø og sammenhold. Om kravene til virksomheden og medarbejderne har SCT Transport en målsætning om, at alt skal dokumenteres, alt skal kunne fremvises, og alt skal kunne bevises.
De nominerede virksomheder til finalen i Årets Transportvirksomhed 2012 var ud over SCT Transport: Lotra A/S og Skive Køletransport A/S.
[add:342]