Ejerskifte hos Dansk BioTransport
Ejerforholdene er netop ændret hos Dansk BioTransport A/S, Holstebro.
Familien bag den ene ejer, ECK invest A/S, ønsker at fokusere på egen forretning, hvorfor deres andel af Dansk BioTransport er solgt til selskabet Anders Simonsen ApS, der nu ejer alle aktier i Dansk BioTransport.
Det er samtidigt aftalt, at Dansk BioTransports direktør Leo Andersen bliver medejer.
Dansk BioTransport, etableret 1. april 2004, var oprindeligt ejet af Lene Simonsen Holding A/S og ECK Invest A/S, Holstebro.
»Vi er glade for igen at stå på egne ben på trods af, at det er en presset branche, vi bevæger os i. Vi har fuld tillid til, at vi sammen med vor direktør og snarlige partner, Leo Andersen, samt vores team af dygtige medarbejdere, dynamisk og ansvarsfuldt kan lede virksomheden ad rette spor. Således at Dansk BioTransport kommer styrket ud af den nuværende krisetid«, udtaler Anders og Lene Simonsen.
Lene Simonsen Holding A/S har rødder helt tilbage til 1920´erne, hvor Lene Simonsens bedstefar og senere hendes far, Svend Åge Jensen, Hjøllund, drev vognmandsforretning med transport af træ fra de store skove i Midtjylland.
Lene Simonsen administrerede senere driften af Dansk Træaffald A/S, Nørre Snede, og har således været i branchen i over 35 år.
Som led i generationsskiftet er Lene Simonsen Holding A/S overdraget til Lene Simonsens søn, Anders Simonsen. I den forbindelse er navnet ændret til Anders Simonsen ApS.
Dansk BioTransport er i dag en professionel transport-, logistik- og speditionsvirksomhed, der primært løser opgaver indenfor volumentransport. En betydelig del af opgaverne er virksomhedsspecifikke og bygger på længerevarende faste aftaler og partnerskaber.
Dansk BioTransport driver tillige handel med, og distribution af, alle former for biobrændsel, samt bioprodukter til dyrestrøelse, ridebaner og landskabspleje.
Dansk BioTransport har en flåde på ca. 30 lastbiler, hvoraf hovedparten opfylder miljønormen Euro 5. Selskabet har desuden afdeling i Tyskland.
[add:329]