ITD: Udflagning af danske lastbiler fortsætter
Udflagningen af danskejede lastbiler til udlandet fortsætter. Over de seneste to år er antallet af udflagede danske lastbiler steget med 17 procent, viser seneste opgørelse fra ITD.
Danske transportvirksomheder bliver drevet på stadig mere internationale vilkår. Siden sidste år er antallet af danskejede lastbiler på udenlandske nummerplader vokset med fem procent til 3.432 lastbiler. Siden 2010 er der tale om en stigning på 17 procent, fremgår det af årets særtælling fra ITD.
Tællingen omfatter både medlemmer og ikke-medlemmer af ITD. Blandt ITD’s medlemmer er det godt 10 procent af virksomhederne, der har udflaget lastbiler til udlandet.
Flest på tyske plader
Stigningen skal ses i lyset af et markant fald i antallet af dansk indregistrerede lastbiler. Seneste tal fra Danmarks Statistik viser et fald i bestanden af dansk indregistrerede lastbiler på ca. 6.500 stk. i årene 2008-11. Samlet var der sidste år 41.371 dansk indregistrerede lastbiler.
Lige over halvdelen af de udflagede lastbiler er indregistreret i Tyskland.
18 procent er indregistreret i Polen, som i stadig højere grad bliver foretrukket som hjem for danskejede lastbiler. 630 lastbiler er nyeste 2012-tal for indregistrerede lastbiler i Polen - mod 565 i 2011. Det er en stigning på lige knap 12 procent.
Resten af lastbilerne fordeler sig imellem Baltikum, de andre skandinaviske lande og Luxembourg.
Som industrien – blot på hjul
Det stadigt stigende antal udflagede lastbiler viser, at danske virksomheder tænker internationalt og stadig kan gøre sig gældende i den internationale konkurrence – blot på anderledes vilkår end tidligere.
ITD’s erhvervspolitiske chef Poul Bruun:
»Billedet svarer i vidt omfang til det, vi kender fra industrien. Udflytning af arbejdspladser til lande med lavere løn er en vigtig nøgle til at klare sig i den internationale konkurrence – også inden for transporterhvervet«.
Poul Bruun understreger dog, at vejtransportbranchen adskiller sig fra industrien på ét væsentligt punkt: Produktionsapparatet har hjul, og det betyder, at de udenlandske lastbiler og deres udenlandske chauffører også er synlige for deres danske kolleger på de danske veje.
»Den danske arbejder, der bliver udkonkurreret af en østeuropæer, står ikke side om side med østeuropæeren ved et samlebånd. Men den danske lastbilchauffør kører bogstaveligt talt ved siden af sin østeuropæiske kollega på E45 i Jylland, og det er med til at gøre debatten om lastbilernes udflytning meget følelsesbetonet«, siger Poul Bruun.
Efterlyser modernisering
Den negative side af udflagningen er ifølge brancheorganisationen, at det i vidt omfang er de danske rammevilkår og særregler, der driver lastbilerne ud af Danmark.
Poul Bruun understreger, at modernisering af de danske rammevilkår for vejtransportvirksomheder er den eneste vej til at bremse udflytningen af transportvirksomhederne og de dertil hørende tabte arbejdspladser og handelsindtægter.
Poul Bruun:
»De lande, der har de ringeste vilkår for transportvirksomhederne, mister virksomhederne – så enkelt er det, når produktionsapparatet har hjul«.
ITD’s seneste grænsetælling fra første kvartal 2012 understreger udfordringen for branchen. 28 procent af de udenlandske lastbiler, der krydsede grænsen, var danskejede.
Tallene viser, at mange danske vognmænd er nødt til at flytte produktionsapparatet til udlandet for at klare sig på det danske marked.
[add:340]