Mindeord: Jan Trøjborg stod for fremsyn
FDL’s redaktør Preben Skjøth skriver følgende mindeord om Horsens borgmester Jan Trøjborg (S):
Det er på flere måder en markant politiker, vi alt for tidligt har måttet sige farvel til, da Horsens borgmester, Jan Trøjborg, i weekenden afgik ved døden under et motionscykelløb. Jan Trøjborg var kun 56 år og var en både populær og dygtig borgmester.
Jeg var tæt inde på Jan Trøjborg, da Trøjborg var trafikminister. Dengang virkede han ikke som manden med de skarpeste knive i skuffen, men at han alle dage har været et oplagt politisk talent, kan der næppe herske tvivl om.
Og siden han i 2005 blev valgt som borgmester i Horsens, har han udviklet sig ganske meget. Han var også derfor en nærmest selvskrevet formand for Kommunernes Landsforening, da der i 2010 skulle vælges ny formand.
Udover trafikminister nåede Jan Trøjborg på Christiansborg også at være industriminister, erhvervsminister, forsvarsminister, forsknings- og udviklingsminister, så Jan Trøjborg nåede næsten hele raden rundt. Af samme årsag gik han blandt venner og modstandere under øgenavnet ”Vandrepokalen”.
Jan Trøjborg, som dog hele tiden udviklede sig, fremstod som en politiker, der først og fremmest ville fremsynet, og han nød ikke mindst stor respekt for den vigtige reformlinie, han var i fuld gang med at gennemføre i Kommunernes Landsforening.
Som næstformanden Erik Fabrin i går sagde: Jan Trøjborg bliver svær at erstatte, for han var en mand, man kunne stole på!
Æret være hans minde!