Ny formand for GTD
»GTD Gruppen har i de seneste 2 år været inde i en rivende udvikling, hvor omsætningen er fordoblet og indtjeningen er fulgt med ved organisk vækst. GTD Gruppen er nu klar til også at se på opkøb af relevante transportvirksomheder, og vi har da også et par store mundfulde i kikkerten,« siger den nytiltrådte bestyrelsesformand, Anders Christiansen.
Blandt hans kommende opgaver er at finde en ny adm. direktør til selskabet.
»Vi har ingen direktørkandidater på bordet, men vores kommende CEO er frem for veluddannet og indstillet på, at udvide succeskriteriet, for det er ikke længere nok kun at tjene penge, vi skal også være stolte af de vi gør – så skal indtjeningen nok følge med,« siger Anders Christiansen.
Flere ben at stå på
GTD Gruppen har i dag flere ben at stå på. Vognmandsforretningen (eller produktionsapparatet som Anders Christiansen ynder at benævne en lastbil) er udskilt i det nye CPH Transport ApS. Alle Chauffører er tilsvarende ansat i CPH Vikar ApS som i dag har hen ved 100 chauffører engageret både i GTD koncernen og i andre transportvirksomheder.
Datterselskabet CPH Diesel ApS står for reparation af koncernens eget produktionsapparat samt en voksende kundekreds af SMV transportvirksomheder.
»Fremtiden for transport ad landevej er fantastisk spændende. Der er så mange muligheder for vækst og det er jo komfortabelt for en entreprenørtype som mig. Eksempelvis åbner tankerne om decideret natkørsel for distributionsvirksomhederne jo helt nye perspektiver for bedre udnyttelse af produktionsapparaterne. Det er jo helt galt, at en dyrt indkøbt trækker i gennemsnit arbejder 8-10 timer i døgnet,« fortsætter Anders Christiansen.
»For min skyld er det fantastik, at antallet af lastbiler falder på de danske veje, hvis årsagen er, at der eksempelvis er indført 2 skift på en trækker,« siger han.
Født ind i branchen
54-årige Anders Christiansen er født ind i transportbranchen. Farfaderen Carl Christiansen startede i 1930’erne den vognmandsforretning, som i dag er de grønne SCT-biler, man har svært ved at undgå at møde i trafikken på Sjælland.
Anders Christiansen startede i starten af 1990 Busvirksomheden ACT A/S, som hurtigt blev en stor virksomhed med 250 busser i hovedstadsområdet. - Så stor, at Falck overtog og efterfølgende lukkede og slukkede virksomheden. I ”det barske tomrum” som fulgte, brugte Anders Christiansen til at hjælpe andre med opstart af virksomheder og konsulentarbejde.
I de senere år har Anders Christiansen være særligt engageret i erhvervsuddannelser inden for både transport og befordring.
»Det er afgørende vigtigt, at brancherne interesserer sig for at uddanne sig.« mener Anders Christiansen.
»Mange af de største fejltagelser inden for fx godstransportsektoren sker, fordi ledelserne er for svagt funderet.Jeg har haft den store fordel at have besøgt hen ved 600 transportvirksomheder i de seneste 2 år. Jeg har mange gange set, hvor flot og dygtigt en virksomhed er drevet, hvor vognmanden har løsninger på alt, og de strategiske processer er tunet ind. Men hvor har jeg også alt for mange gange set, at virksomhederne er som en brumbasse - den flyver, men i realiteten burde den ikke kunne det,« siger Anders Christiansen.
Anders Christiansen er gift med Vivi Christiansen, som er direktør for rådgivningsvirksomheden Transporthuset og har tre voksne børn - og lige snart tre børnebørn. Historie har altid været den store interesse med hovedvægt på militærstrategiske finurligheder. Hovedet holdes klart med løbetræning og fitness.
[add:340]