DEBAT: Du er sent ude, Pihl
Er Kristian Pihl Lorentzens "sensationelle" meddelelse om, at nu skal dansk vognmandserhvervs konkurrence evne styrkes, så overhovedet en nyhed?
Jeg synes jeg har hørt det sagt før, også af KPL. Og hør om ikke også ITD og DI siger det samme.
Det, man skal passe på her, er, at de siger det samme, bare med helt forskellige mål og hensigter.
Det er nemmest og mindst tidsspilde at gøre ITD og DI´s fupnummer færdigt, for de har jo kun et sigte med deres udtalelser, som jo er at skabe fremtidigt transport erhverv efter deres hoved, som jo er at Danmark til al evighed skal overfyldes med billige esteuropæere, og hvor dagens kost om ikke er tørre tærsk, så underbetaling og social dumping.
Derimod er det jo meget mere interssant, at KPL kommer med den udtalelse, han gør.
Mon det virkelig først er nu, det går op for KPL og Venstre, at det står således til inden for de danske vognmandsrækker? Ja, så må man sige, at det har været en godt bevaret hemmelighed.
Mig bekendt er det længere tilbage end 2008, at FDL første gang gjorde opmærksom på, hvad der var ved og fortsat ville blive ved med at ske, hvis ikke man ændrede kursen og gav erhvervet bedre rammevilkår.
Mig bekendt har KPL siddet temmelig tæt på trafiktoppen igennem al tiden op gennem 0'erne, hvor Venstre jo var dem, der langt den største del af tiden havde transportminister, så det kan da vel ikke være nyt for KPL og Venstre.
Men FDL hilser KPL velkommen og ser frem til et samarbejde, hvor vi har det samme mål, nemlig at vi skal have frembragt bedre rammevilkår og styr på kontollen med cabotagekørslen såvel som den ulovlige.
Vi skal ikke decideret have ny og mere lovgivning på området. Myndighederne skal have lov til at bruge de rigtige værktøjer, således at det har konsekvenser at bryde loven.
Vi skal f.eks. give politiet myndighed og lovhjemmel til at tilbageholde hele køretøjet ude på vejen, indtil hele bøden er betalt. Det har vi, der har færdes på Europas landeveje været vant til i mere end 40 år.
Hvorfor så ikke i Danmark?
Vi skal have forenklet og konkretiseret adminstrationen af cabotagereglerne på en måde, der gør det muligt for ordensmagten virkelig at kontrollere sagerne allerede ude på landevejen.
Ja sådan kunne man jo blive ved, men KPL, det havde jo alt andet lige været nemmere, at du havde set lyset, mens I selv kunne bestemme.
Men dengang lød DI, Dansk Speditørforening og ITD's forjættede budskab om de frie markedskræfter vel sødere i jeres ører.
I lyttede i hvert tilfælde ikke til de advarsler, som FDL kom med meget lang tid før 2008.
Men vi er parate til ethvert samarbejde, der peger i den retning, som I siger, Venstre vil.
FDL lægger ud med et stormøde om sagerne/problemerne d. 9 juni, hvor du nok skal få en invitation til at være med.
Christian Jensen,
formand for FDL
[add:38]