23948sdkhjf

Første Euro6-lastbil på danske plader

Den første dansk indregistrerede Euro6-lastbil er netop blevet leveret til emballage- og logistikvirksomheden STEA A/S i Engesvang ved Silkeborg.

På fronten af den nye lastbil står der Scania R 480, og dermed tager STEA og Scania i fællesskab hul på fremtiden, når det gælder miljørigtig transport med lastbil.

STEA er blandt Danmarks største leverandører af standard- og specialfremstillede emballageprodukter af træ, og produkterne spænder fra traditionelle Europa-paller over mere specielle pallerammer, træ- og finérkasser til avancerede træstativer og -platforme til f.eks. vindmølleindustrien både i Danmark og i udlandet.

STEA har i de senere år satset målrettet på at udvikle de mest miljørigtige produkter i samarbejde med sine kunder – herunder en høj grad af indsamling af brugt træemballage til renovering og genanvendelse.

STEAs valg faldt på en Scanias R 480 6x2/4 sættevognstrækker med den helt nye 13-liters 6-cylindrede Euro6-motor på 480 hk, der er udrustet med kombineret EGR- og SCR-teknologi samt partikelfilter og dobbelt katalysator.

Euro6-miljønormen, som træder i kraft ved indregistrering af nye lastbiler fra 1. januar 2014, medfører en reduktion i udslip af NOx (nitrogenoxid) fra 2 g/kWh efter dagens Euro5-norm til blot 0,4 g/kWh (-80 %) og i partikel-massen fra 0,02 g/kWh i dag til 0,01 g/kWh for Euro6 (-50 %).

For partiklernes vedkommende er reduktionen i virkeligheden markant større, for i forhold til den nuværende Euro5-norm indebærer Euro6-normen en reduktion i antallet af partikler på 80-85 %. Og ifølge miljøeksperter består den store miljøgevinst ved Euro 6-normen at antallet af partikler reduceres voldsomt snarere end, at massen af de forurenende partikler reduceres.


Grøn profil gælder også transport

[pic:17972]Om baggrunden for valget af den nye Scania R 480 Euro 6 siger STEA’s ejer og adm. direktør Johnny Fiskbæk:

"STEA har i de senere år skærpet sin grønne profil markant. Sammen med vores kunder forsøger vi at reducere miljøbelastningen fra vores produkter og i alle led i vores produktion mest muligt. Da transporten af vores produkter er en integreret del af vores emballageløsninger, var det naturligt for os at satse på Euro6 i vores egen vognpark, selv om det først bliver et lovkrav om mere end 1½ år," siger Johnny Fiskbæk.

"Vores aktivitet består for 85 % vedkommende af håndterings- logistikløsninger af træemballage og kun 15 % af egen produktion, så derfor slår en grønnere transportløsning naturligvis bedre igennem både i vores eget og vores kunders miljøregnskab," siger Johnny Fiskbæk.

Grønne regnskaber

Og det med miljøregnskab er vigtigt for STEA, der både udarbejder et miljøregnskab for sin egen produktion og logistikløsninger men som også udarbejder miljøregnskab på transport- og emballageområdet for flere af sine store kunder.

Den nye Scania R 480 Euro 6 skal primært beskæftiges med levering af STEA’s produkter i Danmark og Tyskland samt indsamling af brugt emballage til renovering i Danmark. Den nye Scania vil sammen med virksomheden øvrige seks lastbiler også blive beskæftiget med afhentning af råvarer i Skandinavien og Tyskland til produktionen i Engesvang.

[add:339]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08