23948sdkhjf

Hold Padborg ren - kampagne på lørdag

Nu får virksomheder og private mulighed for at hjælpe med at holde Padborg rent.

Hold Padborg Rent afholdes for første gang lørdag 28. april fra klokken 10 til 12.30 i Padborg. Inspirationen til arrangementet er opstået i forbindelse med tryghedsvandringerne i Padborg.

Et efterfølgende samarbejde med Hold Danmark Rent udmønter sig nu i et affaldsindsamlings-arrangement med mange sponsorer og samarbejdspartnere.

Trygge rammer

Direktør for Erhvervenes Hus Aabenraa, Uffe Elbæk fortæller:

»Vi ønsker alle at fremelske et godt miljø i Padborg. Arrangementet skal være med til at skabe fokus på at holde byen pæn og ren og dermed skabe tryggere rammer for både virksomheder og private«.

Arrangørerne af ’Hold Padborg Rent’ håber at der vil være en bred opbakning til arrangementet både blandt virksomheder og private i Padborg-området.

»Henkastet affald genererer mere affald – derfor er det vigtigt ikke at smide det første stykke og få ryddet op, hvis der ligger noget. Det skaber glæde for alle, at området er rent uden henkastet affald. Vi er rigtig glade for at kunne være med på dagen,« siger direktør for organisationen Hold Danmark Rent, Anne Holm Hansen.


Uorden avler forbrydelser

Politikommissær Christian Østergård tilføjer:

»Det er et vigtigt signal at sende, at de lokale virksomheder og borgerne holder opsyn og tager ansvar for området og derfor har interesse i at holde Padborg rent. Hvis de ligger for meget affald og flyder, så er der større sandsynlighed for at indbrud, hærværk og lign. finder sted. Signalværdien i et ryddet område skal man ikke undervurdere«.

Dagens program starter med en gratis kop kaffe og et rundstykke til de fremmødte. Aabenraa kommune udlåner gribere og sække til at indsamle affald i, og en ny energibesparende hybridskraldebil bliver vist frem. Alle deltagere får udleveret en lommeskraldepose.

Program

Dagen starter kl. 10 ved OK Plus Tanken i Padborg, Lejrvejen 12. Derefter går den vilde affaldsjagt i gang. Aabenraa Kommune har udlånt gribetænger og doneret affaldssække.

Senere bliver den nyeste teknologi inden for energibesparende hybrid-skraldebiler vist frem. Når Padborg er blevet en renere by, og al affald er samlet et sted, vejer skraldebilen det indsamlede affald.

Arrangementet sluttes kl. 12.30 ved Statoil Tanken.

Arrangørerne bag kampagnen ’Hold Padborg Rent’ tæller Erhvervenes Hus Aabenraa, Syd- og Sønderjyllands Politi, Aabenraa Kommune, Hold Danmark Rent og ITD.

[add:237]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078