EU afviser øget dieselskat
Europa-Parlamentet har afvist et forslag fra EU-Kommissionen om øget beskatning af diesel i forhold til benzin.
Ved en afstemning torsdag 19. april vendte et flertal tommelfingeren nedad til et forslag om nogle tekniske ændringer af dieselbeskatningen i EU, som ville have betydet en hårdere beskatning af de i forvejen dyre dråber. Parlamentet vil fastholde en lavere beskatning af diesel i forhold til benzin.
»Tak til parlamentarikerne for at bringe noget virkelighed ind i EU’s diskussion om nye regler for beskatning af bl.a. diesel,« siger adm. direktør Søren Hyldstrup Larsen, Nordic Logistics Association, som DTL er en del af.
»Kommissionens oprindelige tanker om at gøre beskatningen afhængig af både CO2- og af energi-indholdet var baseret på nogle sikkert velmenende antagelser. Men de ligger langt fra hverdagen for EUs transporterhverv. Stigende brændstofpriser er alvorlige nok i sig selv uden, at der er behov for, at EU vedtager tekniske regler, der gør diesel endnu dyrere,« fortsætter han.
Han mener, at løsningen på CO2-problemet ligger i at fortsætte den omfattende indsats i erhvervet, hos bilproducenterne og hos olieselskaberne, som samlet set vil kunne føre til store CO2-reduktioner frem til 2050.
»Skal branchen betale mere og mere i afgifter til det offentlige, bliver der mindre og mindre tilbage til de investeringer, der er nødvendige for at nedbringe CO2-udslippet i fremtiden,« siger Søren Larsen.
Diesel kontra benzin
Kommissionens forslag har særligt lagt op til at opdele EUs brændstofbeskatning i en CO2-bestemt afgift og i en afgift, bestemt af brændstoffets energi-indhold. Det ville medføre en hårdere beskatning af diesel i forhold til benzin. Effekten i de enkelte lande ville blive forskellig, men det måtte forventes, at forslaget ville give stigninger for diesel i fx Danmark og Sverige, hvis det blev vedtaget som foreslået.
Efter at Parlamentets udvalg i økonomiske spørgsmål blev delt over midten i spørgsmålet, fastslog plenarforsamlingen i går, at den del af Kommissionens forslag skal afvises: diesel skal ikke beskattes hårdere.