God fantasi giver bedre skraldemænd
Renovest i Vesthimerland har 19 skraldebiler, som tilsammen kører 450.000 kilometer om året og ind imellem er implicerede i situationer, hvor der opstår materielle skader.
Renovest har som led i trafikmæssig risikostyring, blandt andet haft alle 32 chauffører på kurser i mental køreteknik hos vicepolitikommissær Kurt Mark, som i mange år har gransket politiets køreteknik og skadesstatistik. Hans erfaring siger, at de fleste skader sker, fordi bilisten ikke er mentalt tilstede i sin kørsel.
Forudse farlige situationer
[pic:17910]Kurserne i mental køreteknik er skabt til kørende medarbejdere og ledere i virksomheder, som ser risikostyring som en investering – både i at forebygge skader og i bedre service overfor borgerne. Kurserne sætter fokus på at bruge hovedet, når man er bilist med værktøjer, som er kendt fra hverdagens mentaltræning og mindfulness. Målet er, at træne evnen til at være fuldt ud tilstede i kørslen.
»Der findes ikke uheld - kun mentalt fraværende bilister, som fx kører ind i en postkasse, fordi de ikke har set sig for, eller som i værste fald sætter livet på spil for sig selv og andre,« mener Kurt Mark.
Derfor lægger hans stor vægt på at træne fantasikompetencen hos kursisterne fra Renovest, fordi evnen til at forudse farlige situationer i trafikken forebygger mange skader.
Trafiksikker satsning
Kurserne i mental køreteknik indgår som en del af den overordnede risikostyring i kørselsafdelingen hos Renovest.
»Vi sender også alle medarbejdere på førstehjælpskursus, alle chauffører skal én gang om året træne pludselig nedbremsning, undvigemanøvrer og kørsel på glatbane, ligesom de prøver at bakke den 18 tons tunge skraldebil gennem en smal bane,« fortæller kørselsleder hos Renovest Per Sørensen.
»Dertil kommer, at alle biler har cyklistkamera og lav indstigning, så chaufføren kan stå ud i modsatte side af trafikken, at chaufførerne ikke arbejder på akkord og derfor kan have fokus på at løse opgaven, og at de store biler i tætbefolkede områder, har dispensation til at indsamle affald fra kl. fem om morgenen, for ikke at skabe kø og farlige situationer i morgentrafikken.«
Målet er nået
Renovests skærpede fokus på risikostyring i kørselsafdelingen, kan ses på både skadesantal, bundlinje og på chaufførernes selvværd som bilister, der, ifølge Kurt Mark, typisk stiger i takt med, at bevidstheden og nærværet i kørslen øges.
Renovests mål var at nedbringe skaderne med 50 procent på et år, og det mål er indfriet.
»Vi har nedbragt antallet af bakskader med 53 procent og antallet af generelle skader med 36 procent siden april 2011, hvilket jo kun jo det endnu sjovere at fastholde dette fokus, fordi det virker,« siger kørselsleder Per Sørensen og understreger, at trafiksikkerhed er noget, der først og fremmest foregår mellem ørerne.
Renovest er certificerede i trafiksikkerhed hos DTL og er dermed forpligtet til at gøre en særlig indsats på området med re-certificering en gang om året.
[add:336]