Nye tilbud til chauffører på Nordhavnen
For chauffører, der færdes i området ved den københavnske nordhavn, vil Kaffebaren Havnelyst - også kaldet Truckstop Nordhavn - måske være velkendt, og nu har indehaveren Thomas Eliasen besluttet at udvide tilbuddene til lastbilchaufførerne.
»Vi har mange forskellige kunder, og heriblandt også en del af de chauffører, der kører til og fra havnen. Men der er jo ingen steder, de kan få et bad eller noget som helst, og så tænkte jeg bare, at der kan vi da godt være med til at forbedre forholdene for dem,« siger Thomas Eliasen.
Ud over at chauffører nu kan få sig et bad på stedet, så udvider cafeen på Skudehavnsvej samtidig åbningstiderne, så dørene [pic:17899]fremover er åbne mellem 6 og 22 på alle hverdage. Indtil videre afventer ejeren lige situationen og efterspørgslen, inden han lægger sig fast på weekendens åbningstider.
Kaffebaren Havnelyst, der har rødder tilbage til 1968, serverer smørrebrød og disker desuden med et varmt måltid dagens ret hver dag.
Der er både indendørs og udendørs cafeområde, og indehaver Thomas Eliasen har også planer om inden længe at åbne et lille hyggelokale i kælderen, hvor chaufførerne bl.a. kan slå tiden ihjel med et slag billard mv.
[add:243]