23948sdkhjf

Intens debat om overenskomstnævn

Folketinget debatterede onsdag en række forslag til revidering af godskørselsloven, der var til førstebehandling. Debatten rettede sig bl.a. mod forslaget om at indføre et overenskomstnævn for vejtransportbranchen.

Nævnet skal bestå af fire repræsentanter for fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer samt en landsretsdommer og skal holde justits med, at virksomheder uden for organisationerne overholder de kollektive overenskomster.

Fra en samlet borgerlig opposition var der hård kritik af forslaget, der fra flere sider blev vurderet til at være på kant med principperne om foreningsfrihed. Venstres Kristian Pihl Lorentzen opremsede i sin ordførertale en række af de alvorlige udfordringer, som dansk vejgodstransport p.t. står overfor, bl.a. i form af faldende produktivitet og negativ udflagning af lastbiler, og han tog derefter klar afstand fra tanken om et overenskomstnævn for branchen.


Gavner ingen

»Vi ser en stor risiko for, at den førnævnte udflagning af vognmænd og arbejdspladser vil accelerere, hvis man gennemfører dette lovforslag, som det foreligger. Og det gavner ikke nogen – slet ikke de danske chauffører,« sagde Venstres trafikordfører, der også talte på vegne af Det Konservative Folkeparti.

Flere ordførere stillede i den efterfølgende debat spørgsmål ved, hvorfor Folketinget skal lovgive om overenskomstforhold på transportområdet i direkte modstrid med dansk tradition. Dog ikke Enhedslistens Henning Hyllested, der markerede sig som den varmeste fortaler for regeringens forslag, som han så som et effektivt middel til at bekæmpe social dumping.

Venstre og Konservative foreslog en opsplitning af den aktuelle revideringspakke til godskørselsloven, så der både kan blive mulighed for at stemme for pakkens positive elementer og imod forslaget om overenskomstnævnet.

Statskommunisme

»Det er positivt, at den borgerlige opposition har lugtet lunten og har sluttet sig til ITD’s kamp mod statskommunisme i dansk vejtransport. Det er helt uden for dansk tradition, at der skal lovgives om overenskomstforhold, og det er klart, at forslaget om et overenskomstnævn kun vil medvirke til at fastfryse det danske vejtransporterhverv yderligere i en kedelig, negativ spiral,« siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.

Han mener ikke, at forslaget har noget med bekæmpelsen af social dumping at gøre:

»Forslaget kommer fra branchen selv og handler udelukkende om, at trængte fagforeninger og arbejdsgiverforeninger ønsker at binde medlemmer til sig. Social dumping skal naturligvis bekæmpes, men det skal ske gennem klare regler og effektiv kontrol – ikke ved at lovgiverne ophøjer arbejdsmarkedets parter til statsmagt,« siger Jacob Chr. Nielsen.

[add:243]

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.063