SCT nomineret til Årets Transportvirksomhed
En tydeligt glad direktør for SCT Transport A/S, Hanne Bødker-Petersen, modtog på Sjællandsringen lørdag den 31. marts statuetten og diplomet fra racerkører John Nielsen som bevis på, at virksomheden nu er nomineret til finalen i konkurrencen Årets Transportvirksomhed 2012.
Virksomheden, som har vundet entreprisen om jordkørsel til det igangværende metrobyggeri i København, har sat miljøet øverst på dagsordenen og har i virksomhedsledelsen indført det såkaldte ”SCT Big Five”: Kunder, omkostninger, krav, miljø og sammenhold. Om kravene til virksomheden og medarbejderne har SCT en målsætning om, at alt skal dokumenteres, alt skal kunne fremvises, og alt skal kunne bevises.
SCT fra Gilleleje var kandidat i Region Øst sammen med vognmand Jakob Pedersen, Lundby og Slagelse Transportcenter, og deltagerne på aktivitetsdagen på Sjællandsringen havde således muligheden for helt på egen hånd at være med til at vælge vinderen.
Årets Transportvirksomhed bliver kåret på DTL's generalforsamling i Helsingør 12. maj.
[add:329]