DTL-formand inviterer ITD hjem i folden
ITD’s samarbejde med DTL har gennem tiderne været noget svingende, hvor man den ene gang var ude, den anden gang inde i fællesskabet i hovedorganisationen.
I starten af 1990’erne brød det daværende FDE med hovedorganisationen Danske Vognmænd. Så kom der en kort periode sidst i samme årti, hvor en mulig fusion til en enhedsorganisation faldt på gulvet af grunde, som ikke er aktuelle i dag. ITD blev i stedet én specialforening i DTL blandt DTLs øvrige 32 lokal- og specialforeninger under hovedorganisationen. Fællesskabet varede frem til 1. juli 2007, hvor ITD igen valgte at træde ud af fællesskabet i DTL og stå alene.
»Det er vigtigt for DTL at slå fast, at vi respekterer ITD som selvstændig forening. Vi har på en række områder et ganske udmærket samarbejde med ITD, ligesom vi har det med mange andre organisationer om fælles mærkesager, der er med til at lægge pres på det politiske system. Vi må også konstatere, at vi på en række centrale erhvervspolitiske områder – som for eksempel cabotagekørsel, liberaliseringen af markedsadgangen, overenskomster og overenskomstkravet i godskørselstilladelsen, obligatorisk vognmandsuddannelse, og regulering af godstransport med biler under 3.500 kg – på nuværende tidspunkt er grundlæggende uenige med ITD,« lyder det i en kommentar til den aktuelle debat fra DTL’s formand, Jørgen Egeskov Jensen.
Han strækker hånden ud til ITD og inviterer ITD tilbage i folden under DTL’s vinger.
»ITD’s nyligt erklærede hensigt om at samle branchen trods foreningens tidligere brud med fællesskabet er sympatisk, men dette kan bedst ske ved, at ITD igen søger om at blive en del af den hovedorganisation, som er der i forvejen. At være med i en hovedorganisation betyder ikke, at man får mundkurv på. I DTL er der også plads til meningsforskelle, men det er klart, at der skal findes en fællesnævner over for det politiske system,« siger Jørgen Egeskov.
[add:338]