Rørt Mogens T. sagde farvel
Stemmen knækkede over flere gange, da Mogens Therkelsen satte ord på sin afgang som bestyrelsesformand for ITD efter otte år i spidsen for foreningen.
»I kan alle sammen mærke, at jeg har svært ved at få det sagt. Nu kommer følelserne,« sagde en tydeligt berørt Mogens Therkelsen.
»I må ikke tro, det har været et let valg. Men engang imellem må man træffe nogen valg, og det har jeg gjort med glæde. Det er også væsentligt lettere, når det kører så godt. Jeg er overbevist om, at bestyrelsen og den kommende formand kan køre foreningen videre på bedste vis,« sagde Mogens Therkelsen med henvisning til en stærk økonomi og fremgang i medlemstallet.
13 år gik hurtigt
»13 år i ITD’s bestyrelse og otte år som formand kan virke som en lang periode, men jeg synes, tiden er gået fantastisk hurtigt,« lød det fra den afgående formand.
»Jeg har altid oplevet en engageret og aktiv medlemsflok, som for de fleste vedkommende har været gode til at stille op til medlemsmøder, generalforsamling og debatter. Jeg håber, at dette engagement også fortsætter i fremtiden, for det er forudsætningen for en sund og levende organisation,« sagde Mogens Therkelsen.
[add:38]