Kontorfolk på blokvognskursus
EUC Lillebælt har gennemført sit første blokvognskursus med deltagelse af administrative medarbejdere. Det var Brande Maskintransport, der efter at have hørt fra andre kursusdeltagere om kurset valgte at sende to af deres administrative medarbejdere på kurset.
Den ene er Camilla Nissen Rathke, som kun har arbejdet på kontoret, og den anden Michael Knudsen, der ud over arbejdet som disponent også har stor praktisk erfaring som chauffør.
Kurset henvender sig mod chauffører, der udfører blokvognskørsel, og personer, der ønsker at stifte bekendtskab med dette specielle arbejdsområde. Men som mange har tidligere har overset, retter kurset sig også mod det administrative personale.
Kursets indhold er både teoretisk og praktisk. På den praktiske del bliver alt det praktiske med afvikling af en særtransport gennemgået. Det er lige fra opmåling af køretøjer, opmåling af emner, udfyldelse af transporttilladelser, samt ansøgning om disse.
Til den teoretiske gennemgang af transporttilladelser og klassifikationsattester har EUC Lillebælt indlejet J.C. Nielsen, der tidligere var ansat på tilladelseskontoret i Padborg, og derfor har meget stor viden og erfaring på dette område.
Ud over dette er der lagt undervisning ind med udvidet lastsikring af store emner og dertil kommer praktisk manøvrekørsel med blokvogn.
Som afslutning på ugen har EUC Lillebælt indlejet Christian Møller Christensen fra Tungtvognssektionen, som kommer og underviser i bekendtgørelsen om særtransport og hvad der sker ved en fysisk kontrol ude på vejen. Her er der ifølge EUC rigtig mange, der har fået sig en aha-oplevelse og en større forståelse for, hvorfor det er vigtigt at have orden i papirerne, da det kan have stor betydning for størrelse af bøder samt stadig at have sit kørekort.
På baggrund af de afviklede blokvognskurser har EUC Lillebælt erfaret, at der mangler et kursus for de mere erfarne chauffører. EUC Lillebælt vil derfor sammen med branchen prøve at udvikle og få godkendt nye kurser.
På billedet fra kurset ses fra venstre:
Christian Møller Christensen, Tungvognssektionen, Luise Eldov, Hærens Oprerative Kommando, Camilla Nissen Rathke, Brande Maskintransport A/S, Fleming Laursen, PK Justesen A/S, Sejer Hansen, Forlev Vognmandsforretning, Bjørn Ulrick Maj, Hærens Operative Kommando, Rolf Brosolat, Varde, Michael Knudsen Kristensen, Brande Maskintransport A/S, Kim Laursen, PK Justesen A/S, Lindy Bjørn Petersen, PK Justesen A/S, Bjarne Per Rasmussen, Raton Transport Aps, John Bejstrup Lütt, Air Transport Wing Aalborg, Mike Olesen, Ejvind Hviid A/S, Morten Sparvath, HT Transport.
[add:334]