ITD med bred profil
ITD er ikke kun en forening for eksportvognmænd, viser en spørgeskemaundersøgelse, som ITD netop har gennemført blandt sine medlemmer. 28 procent af de adspurgte har svaret, og heraf svarer omkring 25 procent, at de udelukkende kører vognmandskørsel i Danmark, mens godt to tredjedele både kører national og international kørsel. Under 10 procent kører udelukkende eksportkørsel.
Undersøgelsen viser samtidig, at ITD’s medlemmer spreder sig inden for stort set alle godssegmenter.
»Vores medlemsprofil er blevet meget mere alsidig end tidligere, og fordelingen er stadig under forandring, idet vi p.t. oplever en løbende medlemstilgang. For os er det en rigtigt spændende udfordring at hjælpe og servicere alle typer af vognmandsvirksomheder,« siger ITD’s adm. direktør Jacob Chr. Nielsen.
Hos ITD ser man ændringen i medlemsprofilen som en konsekvens af de ændringer, der sker på transportmarkedet.
»Tidligere gav det mening at skelne mellem et rent nationalt marked for transport og så et marked for eksportkørsel. I dag er det hele meget mere blandet sammen. Konkurrencen er bredere, uanset om man kun kører i Danmark eller i hele Europa,« siger Jacob Chr. Nielsen.
Ændringerne i markedet og i medlemskredsen er baggrunden for, at ITD i dag ser sig selv som en brancheorganisation for hele den danske vejgodstransport. Målet er at sikre, at det bliver så attraktivt som muligt at drive vognmandsforretning i Danmark, hvad enten der er tale om en stor eller en lille vognmandsforretning eller en national eller international.
[add:237]